2009 tegner sort for danske teglværker
Salget ventes at dykke med 20-25 % i forhold til 2008, og det kan resultere i, at 2009 bliver det værste år i tre årtier.
- I 2008 kom vi ned på et niveau svarende til årene 2001-2003, da der blev solgt godt 300 mio. mursten. Når vi rammer cirka 350 mio. solgte sten, er overskuddet ikke ret stort. Falder det yderligere, kan det blive problematisk, siger Tommy Bisgaard, der er direktør i Kalk- og Teglværksforeningen af 1893.
Han hæfter sig dog ved, at mange teglværker har investeret i tide og i dag står med en moderne produktion, der kan tilpasses markedet og køre med lave omkostninger. Endvidere forventer han, at de klimatiske forandringer kan åbne nye muligheder for vækst:
- Tegl er særdeles velegnet til at håndtere de ændringer i klimaet, som vi oplever, og branchen bruger i øjeblikket tiden på innovation og produktudvikling, lyder det fra direktøren.
Kilde: Børsen