Kritik af forslag om moms på byggegrunde
Dansk Byggeri er stærk modstander af forslaget fra regeringens skattereform om at indføre moms på byggegrunde. Organisationen kalder det gift for en i forvejen hårdt presset branche.
- En række ejere af byggegrunde har jo købt grundene under en forudsætning af, at der ikke er moms på salget. Skal de øge priserne med 25 %, bliver det endnu sværere at sælge byggegrunde, og det rammer nybyggeriet, der i forvejen er hårdt ramt, siger erhvervspolitisk chef, Torben Liborius, ifølge Erhvervsbladet.
Han mener, at en eventuel stigning bør indføres gradvist og frygter samtidig, at forslaget vil komme til at få tilbagevirkende effekt:
- Det er ikke i juridisk forstand lovgivning med tilbagevirkende kraft, men der er ingen tvivl om, at det virker sådan i praksis for mange professionelle og seriøse virksomheder i byggebranchen. På grund af den lange produktionsproces, fra man starter med byggeplanerne og udstykning af grunde, til planerne er godkendt, og man kan stikke spaden i jorden, er der allerede disponeret nu for grunde, der skal sælges på et tidspunkt, hvor momsen er indført, lyder det.
Kilde: Erhvervsbladet