Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange
Se hvilke virksomheder med relation til byggeindustrien, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Ledelsen og en stor del af medarbejderne i Århus-afdelingen af KPC Byg A/S har etableret et nyt entreprenørfirma under navnet Dan-Con A/S.
Firmaet blev juridisk etableret i fjor, men er først nu gået i gang. Den første byggeopgave er et kontorbyggeri på 2.400 m2 i totalenterprise for Geo A/S.
Dan-Ejendomme A/S
Claus Møller Rasmussen, 51 år, er ansat som teknisk direktør i ejendomsadministrationsselskabet Dan-Ejendomme as. Han kommer fra en stilling som sektionsdirektør i NCC Construction Danmark A/S.
Habo Danmark A/S
Lars Magnus Lindberg har forladt bestyrelsen, hvor han er afløst af Björn Håkan Daniel Lindblad.
Habo producerer dørhåndtag og møbelbeslag.
H.P. Værktøj A/S
Carsten Henrik Ørssleff, Jørgen Valdemar Lauritzen Schou, Hans Roed Pedersen, Ivar Sverre Gundersen, Kristian Kolding og Lars Kousgaard Mikkelsen har alle forladt bestyrelsen.
De afløses af Lars Bladt (ny formand), Allan Malmos Jeppesen og Klavs Pedersen.
HP Værktøj A/S er en danskejet værktøjsgrossist.
J.A. Plastindustri A/S
Benny Balle Jensen har forladt bestyrelsen og afløses af Jørgen Haack Jensen (direktør i J.A. Plastindustri).
J.A. Plastindustri producerer tagtilbehør.
Lighthouse
Selskabet bag det store havneprojekt i Århus skifter ejer. Tyske Trackside Holding overtager I løbet af juni aktiviteterne fra Landic Property.
Jan Pedersen og Michael Sheikh vil fortsat være henholdsvis konsortiechef og direktør i Lighthouse-foretagendet.
Magasinet Ejendom
Jørn Andersen, 43 år, er tiltrådt i en nyoprettet stilling som salgschef hos Magasinet Ejendom. Han kommer senest fra en stilling som chefkonsulent hos Ejendoms-Invest.
Magasinet Ejendom udkommer 10 gange årligt og dækker ejendomsbranchen ved hjælp af nyheder, baggrundsartikler og analyser, der går bagom beslutninger, begivenheder, virksomheder og personer.
Statens Byggeforskningsinstitut
Cand. arch. og ph.d. Claus Bech-Danielsen, 48 år, er udnævnt som professor inden for forskningsfeltet i sammenhænge mellem arkitekturidealer, byggeriets arkitektur, brugernes opfattelse af arkitektoniske kvaliteter og de samlede krav til byggeri og nyrenovering.
Claus Bech-Danielsen er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i 1991 og blev i 1997 tildelt en ph.d.-graden fra Kunstakademiets Arkitektskole i København. I 2005 modtog han Den Danske Erhvervsforskerpris på 200.000 kroner fra Danmarks Erhvervsforsknings Akademi.
Sylan A/S
35-årige Søren Kristensen er indtrådt som ny direktør. Han kommer fra en stilling som afdelingsdirektør hos Raunstrup Tømrer A/S.
Sylan er baseret i Ikast og beskæftiger sig inden for imprægnering af bygningsfacader, beton- og facaderenovering, facaderensning, kælderrenovering samt epoxygulve.
Tibnor A/S
Søren Pliniussen afløser Tommy Winquist som administrerende direktør. Søren Pliniussen har siden 2006 varetaget jobbet som salgsdirektør for tyndplader i koncernen.
Tibnor er leverandør af stål og metaller til blandt andet byggeindustrien.