Ny bro giver flere interessante fund
Udgravningen Udgravningen Dysseholm ligger tæt ved byen Lyngerup i Hornsherred (vestlige side af fjorden). |
Roskilde Museum (Romu) har lavet arkæologiske udgravninger i og omkring Frederikssund og på Hornsherred siden 2015 som forberedelse til det forestående anlæg af en ny bro over Roskilde Fjord, der skal forbinde Frederikssund og Hornsherred.
Og udgravningerne har allerede båret frugt.
- Når vi bygger veje, er vi næsten altid med til at afsløre en masse nyt om Danmarks fortid, og på Fjordforbindelsen Frederikssund har arkæologer fra Romu været i gang siden 2015. Deres arbejde viser, at området er rigt på fortidsminder fra både sten-, bronze- og jernalderen, fortæller Henrik Vincentsen, der er projektchef i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.
Vigtigt stykke historie
Der er gjort en del spændende fund i området, hvilket ifølge museumsfolkene underbygger eksisterende viden om, at området er et vigtigt stykke Danmarkshistorie.
- Senest har vi i udgravningen Dysseholm, som netop er det sted, hvor vi holder åbent hus, fundet et økseskaft, som kan dateres til bondestenalderen. Det er for os arkæologer et spændende fund, fordi det fortæller noget om de mennesker, der har boet i området for mange år siden, siger Ole Kastholm, museumsinspektør ved Romu i pressemeddelelsen.
Romu holder således udgravningen Dysseholm åben i næste uge for både skoleklasser og andre interesserede.
- Fund fra vores udgravninger tyder på, at vi har med to forskellige tidsperioder at gøre. Der er fundet spor efter bebyggelse, muligvis gårde, der stammer fra ældre jernalder. Der er også fundet spor efter det, der muligvis er en stendysse/grav samt menneskeskabte grøfter fra bondestenalderen, fortsætter Ole Kastholm.
Arkæologerne vil i næste uge fortælle om udgravningen og dens resultater, og hvis vejret er til det, får deltagerne selv mulighed for at grave og dermed afprøve arkæologernes arbejdsmetoder og måske afdække spor fra oldtiden.
Fjordforbindelsen Frederikssund Fjordforbindelsen Frederikssund går over Roskilde Fjord og forbinder Frederikssund og Hornsherred. Kilde: Vejdirektoratet |