23948sdkhjf

Præsident vil redesigne Paris

På præsident Nicolas Sarkozy’s opfordring afleverede ti internationalt anerkendte arkitektteams i sidste uge deres forslag til en omfattende omdannelse af den franske hovedstad.
Bæredygtig byudvikling samt bedre sammenhæng mellem forstæderne og det centrale Paris var hovedpunkterne i det oplæg til en gennemgribende byfornyelse, som den franske regering sendte ud til ti af verdens mest respekterede arkitektfirmaer.

I sidste uge var der deadline på forslagene, og ifølge Politiken kan planerne ikke blot blive en omfattende hjælpepakke til den franske byggesektor. Det kan også få Napoleon III’s modernisering af Paris for 150 år siden til at blegne i sit omfang.

Alle ti forslag har som udgangspunkt at fortætte byen og knytte de forskellige bydele sammen. Det skal ske via en udvidelse af den offentlige transport samt etablering af nye parkbælter i de mere triste områder.

Den franske arkitekt Christian de Portzamparc foreslår blandt andet en nedlæggelse af Paris’ to hovedbanegårde til fordel for en ny europæisk superbanegård lige uden for centrum. Det vil bane vej for højhastighedstog til London og Bruxelles samt et magnetisk højhastighedstog oven på den parisiske ringvej.

Også engelske Richard Rogers har fokus på jernbanerne. Hans forslag går dog på at lægge skinnerne under jorden for at give plads til en række nye offentlige parker.

Byudvikling under jorden er også centralt for forslaget fra hollandske Winy Maas. Her handler det om at vende byspredningen tilbage mod centrum ved blandt andet at etablere underjordiske motorveje og en metro under ringvejen. Den frigjorte plads skal så bruges til etablering af grønne områder.

Kilde: Politiken

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08