OPP-byggeri foran gennembrud
Regeringen tager nu et længe ventet skridt mod at øge anvendelsen af offentligt-private partnerskaber (OPP) i nybyggeriet. Det sker gennem udbuddet af fire nye retsbygninger.
De fire projekter udbydes i én samlet kontrakt, og det er forventningen, at byretterne, der er projekteret til i alt godt 18.000 m2, vil være indflytningsklare i 2012:
- Med OPP outsourcer vi statens risiko samtidig med, at totaløkonomien i projektet bliver bedre, fordi det er den samme, der opfører og som skal drive byggeriet. Det spændende er jo, at der denne gang er tale om fire domstole på én gang, så vi håber på nogle stordriftsfordele. Funktionskravene til eksempelvis retssale og vidnesale er jo de samme, siger direktør i Slots- og Ejendomsstyrelsen, Carsten Jarlov, til Børsen.
Partner i Ernst & Young Klaus Ahm, der er rådgiver i flere OPP-projekter, vurderer, at der vil være pæn interesse for opgaven, men han påpeger samtidig, at udbuddet indeholder en væsentlig usikkerhedsfaktor.
Det fremgår nemlig ikke, hvad der skal ske med bygningerne, når kontraktperioden udløber:
- Det er en væsentlig usikkerhedsfaktor for dem, der skal byde. De risikerer altså om mange år at skulle stå med fire kontorbygninger i fire provinsbyer – der er jo ingen, som ved, om der til den tid kommer en ny retsreform, der igen vil reducerede antallet af byretter, siger Klaus Ahm.
Kilde: Børsen