Store energibesparelser i ny vvs
En ny undersøgelse viser, at nyinstallerede fyr, termostater, solvarmeanlæg og varmepumper bidrager med større energibesparelser end de danske energi- og fjernvarmeselskaber tilsammen.
Det fremgår af beregninger lavet af Tekniq, som er installatørernes brancheorganisation. Beregningerne viser, at de samlede energibesparelser hos private boligejere hvert år lyder på 1,7 petajoule (PJ). Det samlede danske netto-energiforbrug var i 2004 646 petajoule.
- Beregningerne viser, at installationsbranchen bidrager mest til energibesparelser i Danmark. De 1,7 petajoule er langt mere end de 1,4 petajoule, som for eksempel elnetselskaberne eller naturgas- og fjernvarmeselskaberne i fællesskab bidrager med, siger administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, til Politiken.
Han forklarer, at Tekniq i april og maj gennemfører en kampagne, der skal få flere private boligejere, offentlige bygningsejere og private virksomheder til at investere endnu mere i energirigtige løsninger.
Ifølge avisen baserer tallene i undersøgelsen sig på de gasfyr, oliefyr, varmepumper og solvarmeanlæg, som installatørerne hvert år enten udskifter eller nyinstallerer ude hos boligejerne.
Fakta
Nettoenergiforbruget i Danmark udgjorde 646 PJ i 2004 og kan opsplittes på følgende fem hovedsektorer:
Husholdninger (28 %), handels- og serviceerhverv (13 %), fremstillingsvirksomhed (25 %), transportsektoren (32 %) og ikke-energiformål (2 %).
En undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at der i danske parcelhuse er et sparepotentiale på 10,3 petajoule. I række- og kædehuse kan der spares 2,8 og i etageejendomme er potentialet for energibesparelser 2,2 petajoule.
Kilde: Politiken