Nedriver-uddannelse er en succes
For godt tre år siden så en ny nedriver-uddannelse dagens lys, og hos Søndergaard Nedrivning, som har haft flere medarbejdere på skolebænken, er man meget tilfredse med udbyttet.
Jesper Ottendal fortæller, at man dengang fik tudet ørerne fulde om, at nedriverne ’stjal’ arbejdet fra de andre håndværkere. I dag er situationen en anden, og han tror ikke, at de samme håndværkere ville undvære nedriverne på byggepladsen:
- Nedrivning var dengang forbundet med stor nedslidning og mange arbejdsulykker på grund af tunge løft, støv, støj og vibrationer. De fysiske omgivelser har ikke ændret sig siden da, men i dag har vi rådighed over en masse sikkerhedsudstyr, maskiner og tekniske hjælpemidler, som simpelthen ikke fandtes dengang, forklarer han.
Miljøet i højsædet
For begge brødre har uddannelsen medført en langt større bevidsthed omkring miljøet - både på arbejdspladsen og i naturen:
- Tidligere blev alt nedrivningsmateriale bare smidt ud i én stor bunke. I dag bliver alt kildesorteret, og heraf bliver omkring 90 % genanvendt i byggeriet, forklarer Jesper Ottendal, der suppleres af broderen Kim:
- Jeg tænker helt klart mere over miljø og arbejdsmiljø end jeg gjorde tidligere. Støv, asbest og PCB er bestemt ikke ukendte begreber i nedrivningsbranchen, men efter jeg har gennemført nedriver-uddannelsen, føler jeg mig bedre klædt på til opgaverne, siger han.
Arbejdsgiver glad for uddannelsen
De to brødre har deres daglige gang hos Søndergaard Nedrivning, og her er man ovenud tilfredse med udbyttet af nedriver-uddannelsen:
- Uddannelsen giver mine folk en faglig ballast, som både de og jeg har glæde af. Folkene bliver klædt fagligt på indenfor alle relevante områder, og som arbejdsgiver får jeg mere fleksible og mere tilfredse medarbejdere tilbage. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at mange af de medarbejdere, som vi beskæftiger, kommer uden nogen form for uddannelse. Med nedriver-uddannelsen kan vi opkvalificere disse medarbejdere og være med til at give branchen et fagligt løft som helhed, fortæller direktør Tommy Søndergaard.
Neddriver-uddannelsen er etableret af Fagligt Fælles Forbund, 3F og Nedbrydningssektionen i Dansk Byggeri. På uddannelsen, som varer 1½ år, undervises i hovedområderne: bygningskonstruktioner og -typer, materialelære, miljøforhold, maskinbetjening, tegningsforståelse, logistik, lovgivning og brancheforhold, bygningsstabilitet, afstivning, samt indvendig og udvendig nedrivning - alt sammen med hovedvægt lagt på miljø og sikkerhed.
Læs mere om uddannelsen på www.nedriver.dk
Kilde: VIA University College, Horsens