Plan for storstilet udviklingsprojekt smuldrer
Et milliard-projekt til udvikling af en del af Strøget i København ser ud til at gå i vasken, fordi bankerne har overtaget de ejendomme, som Oskar Jensen Gruppen havde opkøbt til formålet.
Ifølge Berlingske skal årsagen findes i den rekonstruktionsplan, som i sidste uge blev præsenteret for Oskar Jensen Gruppen. En væsentlig del af planen er nemlig, at en række banker overtager de ejendomme, som Oskar Jensen Gruppen havde opkøbt med henblik på netop dette projekt.
- Kernen i projektet er butikslejemålene, og her er naboskabet afgørende. Derfor er det optimale en samlet styring af ejendommene. Men den tanke kommer man væk fra, og det er usandsynligt, at der er én køber, der vil forsøge at samle ejendommene igen, siger Claus Bælum - ejendomsrådgiver i RED - til Berlingske.
Ejendomsselskabet Property Group havde ellers meldt sig som køber af det færdige projekt, men den plan er altså fejet af bordet igen:
- Vores købsret til Absalons Gaarde er blevet irrelevant, fordi projektet er blevet splittet i atomer, og bankerne har overtaget de enkelte ejendomme, siger administrerende direktør Jesper Damborg.
Oskar Jensen Gruppen røg tilbage i november ind i store likviditetsproblemer, men i sidste uge lykkedes det at afværge en truende konkurs gennem etablering af en rekonstruktionsplan.
Kilde: Berlingske Tidende