Skatteudspil vil gøre det dyrere at bygge hus
Med moms på grundprisen vil det fremover blive 400.000 kroner dyrere at bygge et gennemsnitshus.
Ifølge DR betyder det, at udgifterne til byggeriet af et standard-typehus på 150 m2 dermed vil stige med gennemsnitligt 400.000 kroner.
DR henviser til beregninger, som Dansk Byggeri har foretaget for Jyllandsposten, og Lars Storr-Hansen - administrerende direktør hos Dansk Byggeri - opfordrer regeringen til at pille forslaget af bordet hurtigst muligt:
- Markedet for nybyggeri er hårdt ramt af nedgangen på ejendomsmarkedet og finanskrisen. Projektudviklere ligger derfor inde med et stort antal usolgte boliger. Det er således det værst tænkelige tidspunkt at hæve prisen på nye huse ved at lægge moms på grundsalget, siger han.
Med forslaget regner regeringen med at hente 900 mio. kroner til finansiering af sine skattelettelser, men ifølge Lars Storr-Hansen er det en kende urealistisk:
- Regeringen laver en grov regnefejl, hvis de mener, at skattenedsættelser kan finansieres med hele 900 mio. kroner via denne nye byggemoms. Som markedet ser ud, vil regeringen ikke engang kunne hente det halve hjem. Gevinsten er altså lille, men skaden stor for byggeerhvervet, advarer han.
Kilde: DR / Dansk Byggeri