Sverige på vej med renoveringsfradrag til boligejere
Den svenske regering er langt fremme med et forslag til cirka 8 mia. svenske kroner, der giver almindelige husejere skattefradrag for ombygninger, vedligeholdelse og renovering.
Den svenske regering er nemlig på vej med et forslag, hvor boligejere stilles skattefradrag på op mod 100.000 svenske kroner i udsigt til reparationer samt om- og tilbygninger i huse og lejligheder.
Udviklingen i Sverige følges med interesse hos Dansk Byggeri:
- Det er vigtigt at der er et økonomisk incitament for energirenovering - både i lejede og ejede boliger. Modellen med energimærker har reelt ikke vist sig at have nogen effekt, konstaterer erhvervspolitisk chef, Torben Liborius, over for Børsen.
Han påpeger, at et lignende tiltag havde en gavnlig effekt i Danmark i 1990’erne. Her lå beløbene i størrelsesordenen 8.000-10.000 kroner, og Liborius mener da også, at fradragsmulighederne i det svenske udspil er for høje.
Hos vvs-grossisten Brødrene Dahl - som opererer i såvel Sverige som Danmark - håber man, at den svenske model også kan komme på tale i Danmark:
- Vi ser gerne, at de private husstande kobles på de øvrige tiltag, der ventes sat i gang i forbindelse med kreditkrisen. Det vil sætte gang i tingene igen hos mange mindre og mellemstore håndværksvirksomheder, og holde hånden under beskæftigelsen i sektoren. Følgeeffekter vil gavne grossister og leverandører, siger administrerende direktør Lars Fournais, der tror, at et sådant tiltag også kan være med til at mindske udbredelsen af sort arbejde i byggeriet.
Kilde: Børsen