Energi-besparelser i Middelfart skal være rollemodel
Middelfart Kommune sparer flere millioner kroner årligt ved at begrænse energiforbruget i sine bygninger, og Lene Espersen vil nu gøre kommunen til skoleeksempel for resten af landet.
Kommunen har taget udgangspunkt i den såkaldte ESCO-model (Energy Service Companies), som tilbyder rådgivning og løsninger til energibesparelser, der finansieres helt eller delvist ved besparelse i projekterne.
Det betyder, at for eksempel kommuner kan få hel- eller delfinansieret energirenoveringer af deres skoler gennem energibesparelser, og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen vil nu bruge Middelfarts erfaringer som case til at inspirere kommunerne i resten af landet:
- Der er et stort potentiale i energibesparelser i bygninger, hvor mere end 40 % af Danmarks samlede energiforbrug anvendes. Besparelserne kan bidrage til, at Danmark når sine klimamålsætninger. En del af besparelsen kan oplagt findes i offentlige bygninger, derfor er erfaringerne med ESCO-modellen fra Middelfart interessante, forklarer ministeren.
Middelfart Kommune har sammen med Kalundborg og Gribskov kommuner fået 10 mio. kroner i alt fra EU’s strukturfonde og Erhvervs- og Byggestyrelsen til en del af projektgennemførelsen. Det skal blandt andet munde ud i en vejledning i, hvordan ESCO-modellen bedst kan bruges, integreres og udbredes til andre kommuner.
Kilde: Økonomi- og Erhvervsministeriet