Konkurrence om Papirøen er skudt i gang
Den internationale projektkonkurrence om et nyt vandkulturhus og havnebad på Christiansholm, i daglig tale Papirøen, er netop skudt i gang med en prækvalifikationsfase, der løber indtil 2. marts 2017.
Konkurrencen har til formål at skabe et nyt, attraktivt mødested i København, som er unikt i internationalt perspektiv.
- Københavns Kommune inviterer arkitekter, rådgivere med flere til at byde ind og vise, hvorfor netop de er i stand til at løfte opgaven med et nyt vandkulturhus. Kommunen vil blandt andet se på erfaring med at udarbejde svømmefaciliteter eller andre kulturelle institutioner med tilsvarende kompleksitet, skala og økonomisk ramme, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Tager afsæt i Cobes masterplan
Den københavnske arkitektvirksomhed Cobe vandt i februar 2016 By & Havns projektkonkurrence om en ny masterplan for Papirøen.
Det kommende vinderprojekt for vand-kulturhuset skal hænge sammen med denne masterplan og være med til at sikre, at Papirøen fastholder sin åbenhed og folkelighed, så området også fremover tiltrækker og inspirerer både københavnere og byens gæster.
Efter prækvalifationsfasen vil Københavns Kommune udvælge fem teams, der skal komme med bud på udformningen af et vandkulturhus og et havnebad, der svarer på Københavns Kommunes vision.
Proces for konkurrencen Frist for anmodning om deltagelse i prækvalifikationsfasen er den 2. marts 2017. Bedømmelsesperioden løber frem til d. 31. marts 2017. Herefter vil de ansøgere, der er gået videre til konkurrencefasen, få besked. De fem teams afleverer deres konkurrenceprojekt den 2. juni 2017. Herefter begynder bedømmelsesfasen, som afsluttes den 31. juli 2017. Vinderen offentliggøres i november 2017. |