23948sdkhjf

Nørreport vinder Den Danske Lyspris 2016

Ny Nørreport er et gennemtænkt projekt, som har forstået at løse mange komplekse forhold med enkle og integrerede løsninger. Belysningen af tagene, ventilationstårnene og cykelbedene er enkel og smuk og gør Nørreport Station til et ikonisk sted i hovedstaden.

Sådan lød begrundelsen, da Nørreport Station torsdag modtog Den Danske Lyspris 2016 ved en prisfest i Søborg ved København.

Belysningen er skabt for Københavns Kommune af Gottlieb Paludan Architects, Cobe, Bartenbach og Sweco Danmark.

Skandinavisk når det er bedst
Der har denne gang været et tæt opløb til prisen. 14 projekter var indstillet, hvoraf fire blev nomineret.

- Projektet rammer den helt særlige tone, som kendetegner skandinavisk arkitektur og lysdesign, når det er bedst. Belysningen er helstøbt og ikonisk i al sin enkelhed, siger juryformand Anne Bay fra Dansk Center for Lys.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Enhl.) er stolt af at modtage prisen:

- At modtage Den Danske Lyspris for løsningen på Nørreport kan inspirere både os selv og andre til at skabe de rigtige løsninger, når vi udvikler byrum, fordi lys jo tydeligvis har betydning for menneskers oplevelse af omgivelserne, siger han.

Et godt samarbejde
Arkitekt og projektleder Marianne Jørgensen fra Gottlieb Paludan Architects fremhæver det gode samarbejde som afgørende for projektets succes:

- Den nye Nørreport Station er resultatet af et forbilledligt samarbejde mellem lysdesigneren, ingeniøren og arkitekterne - og ikke mindst en bygherre, der har holdt fast i konkurrenceprojektets ideer og kvaliteter igennem forløbet. Dette gælder ikke mindst belysningsprojektet, som er en uadskillelig del af arkitekturen, siger hun.

Mere tryghed
Lyset understøtter det naturlige flow på pladsen og er med til at lede brugerne hen til stationsbygningerne. Det har ifølge dommerne været afgørende for lysprojektet at undgå mørke områder i stationsområdet og dermed reducere enhver fornemmelse af utryghed.

De ikoniske lyssøjler på pladsen, som rummer ventilationen fra fjerntogs-perronen, er beklædt med rillet glas og oplyst med et køligere hvidt lys. Cykelparkeringerne, udformet som nedsænkede bede, er markeret og strammet op ved hjælp af små lysprikker. I de cykelbede, der ikke er tag over, er der anbragt et LED-armatur, der oplades af indbyggede solceller.

Tårnene får ifølge Anne Bay en friskhed og lethed af det kølige lys, og det varme lys på undersiden af paddehattetagene virker imødekommende:

- Belysningen af ventilationstårnene er nytænkende og integrerer den primære funktion som ventilation for perronerne med såvel belysning som opholdspladser. Det er en meget fin og robust løsning, som gør ventilationstårnene til aktive møbler, der bidrager til pladsens ikoniske karakter. Til sammen skaber belysningen og arkitekturen et trygt, overskueligt og poetisk byrum til daglig glæde for mange mennesker, siger Anne Bay.

Der var fire nominerede til Den Danske Lyspris 2016. Foruden Ny Nørreport var det Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur i Roskilde, Nordhavn Station – sydlig passage og Psykiatrisk Sygehus Slagelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109