Fynske arkitekter vinder 'beton-Oscar’
Ved en prisfest hos Dansk Arkitektur Center den 30. marts vil Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter modtage dette års udgave af Betonelement-Prisen.
Dermed føjes det fynske arkitektpar til en prominent liste af vindere, som i forvejen omfatter arkitekter som Jørn Utzon, Signe & Christian Cold, Bjarke Ingels, Kim Flensborg og Klaus Toustrup.
Betonelement-Prisen 2017 tildeles for projektet ”Frihavns Tårnet” i Nordhavn, hvor en gammel kornsilo er omdannet til 78 lejligheder af høj arkitektonisk kvalitet.
- At Utzon-Statuetten og Betonelement-Prisen i år tilfalder os er et kæmpe skulderklap. Frihavns Tårnet er et projekt, vi har arbejdet med i tre år, og det har fyldt rigtigt meget på tegnestuen. Betonelement-Prisen er en af de helt tunge priser i vores verden, så det er en fornem række af værker, Tårnet nu indskriver sig i. Det er vi vældig stolte over, lyder det i en udtalelse fra de to prisvindere.
Med prisen følger Utzon-Statuetten, designet af Jørn Utzon i 2008, samt 75.000 kroner, en plakette til bygherren til indmuring samt en indrammet lærredsgengivelse af plaketten til arkitekterne.
Lyst til at røre ved bygningen
Ifølge Kent Martinussen, administrerende direktør på Dansk Arkitektur Center og formand for prisjuryen, er Frihavns Tårnet et originalt eksempel på, at gamle industribygninger ofte er et fremragende grundmateriale at arbejde videre med.
- Praksis Arkitekter har ved brug af betonelementer formået at skabe en mesterlig forbindelse mellem det overordnede arkitektoniske greb og så en detaljering, der altid giver beskueren lyst til at komme tættere på – lyst til at røre ved bygningen, siger han.
Et eksempel er, at man i siloens massive betonydervægge har valgt at udskære vinduespartier, som går helt til gulvet. Og uden på facaden skaber betonelementer med en varierende søjlerytme nu en konstruktion, der giver beboerne lyse lejligheder med 3-3,7 meter til loftet og store altaner med plads til udemøblering.
Juryen fremhæver også siloens nordfacade, hvor der er indføjet felter med egetræsplanker. Motivet med egetræ mod beton er videreført i de fælles adgangsveje og går igen i lejlighederne som gulvbelægning.
- Samtidig er nordfacaden en opvisning i, hvor langt betonelementindustrien er nået. Facaden står som en enorm, repetetiv flade med delikat rytme og dybde, båret af en kolonnade formet af markante betonsøjler i dobbelt højde, lyder det fra juryen.
Friheds Tårnet har et samlet boligareal på cirka 11.000 kvadratmeter, sim er fordelt på 12 etager – fem etager højere end den oprindelige silo.
Når Dansk Beton afholder sin prisfest den 30. marts, uddeles yderligere to priser. Den ene, In-Situ Prisen, går til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale. Den anden, Bæredygtig Beton Prisen, er en publikumspris, der uddeles for et betonbyggeri eller -anlæg, som forener miljø, æstetik og social ansvarlighed.