208 tømrere gik konkurs i 2016
Næsten hver fjerde konkurs i bygge- og anlægsbranchen sidste år ramte en tømrer-/snedkervirksomhed. Det viser et særligt udtræk af de konkurstal, som Danmarks Statistik løbende offentliggør.
Konkret beskæftigede 208 af sidste års 876 konkursramte byggevirksomheder sig med tømrer- eller snedkerarbejde, hvilket er nok til en førsteplads på den triste liste.
Antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen var sidste år det højeste siden 2010. Det skyldes delvist, at en usædvanligt stor andel af de konkursramte var såkaldte nulvirksomheder, som er inaktive firmaer, der ikke har ansatte og som omsætter for mindre end en million kroner.
Læs også: 876 byggevirksomheder gik konkurs sidste år
Renses tallene for disse er billedet, at 116 aktive tømrer- og snedkervirksomheder gik konkurs af en total på 478 virksomheder. I den anden ende af spektret ligger nedrivningsvirksomhederne: formelt gik seks af disse konkurs, men blot to var, ifølge Danmarks Statistik, reelt aktive virksomheder.