Ellipseformede boligtårne sætter kronen på værket
Hvis alt går vel, stikker Bo Godt Midtjylland medio 2017 spaden i jorden til det første af to boligtårne med i alt 72 boliger.
Arkitec har slået stregerne til de ellipseformede og let forskudte tårne, som med sine 53 meter bliver Hernings hidtil højeste boligbyggeri. På en klar dag vil beboerne i de øverste lejligheder få udsigt til Himmelbjerget.
- Vi går lige nu og venter på byggetilladelsen og kommer selv til at stå for hovedentreprisen på byggeriet, fortæller projektudvikler Benny Christensen til Building Supply.
Herning Sky er Bo Godt Midtjyllands hidtil største enkeltstående projekt og bliver kronen på værket i et tidligere erhvervsområde, hvor selskabet i løbet af de sidste ti år har udviklet og bygget over 200 boliger.
- Det er nyt for Herning at få et så anderledes og markant byggeri. Eksklusiviteten og hele udtrykket adskiller sig markant fra det, vi har lavet tidligere, men vi tror på, at tiden er til det nu. Der har været en meget stor forhåndsinteresse, siger Benny Christensen.
Herning Sky bliver alt andet end firkantet og ordinært. De to ellipseformede, kobberfarvede bygningskroppe bliver et markant element i byens skyline og indrettes med lejligheder i størrelser fra 118 til 207 kvadratmeter. De største lejligheder i penthouseetagen får 192 kvadratmeter tagterrasse hele vejen rundt.