23948sdkhjf

Nordjysk vinduessatsning i ny konkurs

Et indtog på vinduesmarkedet førte til navneskift på navneskift og konkurs på konkurs.
I 2011 gik Niels-Bo Riis-Jensen ind som investor og direktør og startede et nyt vinduesengagement i Nordjylland ved at samle skrantende aktiviteter op.

Det er dog ikke gået som forventet, og det er foreløbig endt med to konkurser i år. Derfor opgiver Niels-Bo Riis-Jensen sin produktionssatsning og satser på vindueshandel.

- Vi prøvede gennem 5-6 år at samle nogle mindre vinduesproducenter i Nordjylland, og dermed opnå en kritisk størrelse, men vi har måttet erkende, at det er svært at producere et kvalitetsprodukt i Danmark og få en lille merpris herfor, når vi var oppe imod de meget store konkurrenter, hvoraf nogle har flyttet deres produktion til lavtlønslande som for eksempel Polen, siger han til Wood Supply om den kulsejlede produktionssatsning.

Navn overflyttet før lukning
Niels-Bo Riis-Jensens vinduessatsning har foreløbig trukket et spor af flere konkurser, og hele forløbet siden 2011 er en længere navne- og selskabsleg med oprettede selskaber, omdøbte selskaber og lukkede selskaber.

Tidligere i år gik Scandia Windows konkurs efter at have ligget tømt for aktiviteter i en længere periode. Aktiviteterne blev ført videre hos fabrikken P.T. Vinduer i Aabybro, som Niels-Bo Riis-Jensen videreførte efter en konkurs i 2013. Og nu er der også afsagt konkursdekret - 14. november i Skifteretten i Hjørring - over det tidligere P.T. Vinduer.

Der findes dog stadig et P.T. Vinduer. I forbindelse med salget af Aabybro-fabrikken i dette efterår til Krone Vinduer, blev et ungt selskab, oprettet i marts 2016, døbt om til P.T. Vinduer, og det fungerer i dag som et rent handelsselskab, der sælger vinduer fra et showroom i Svenstrup ved Aalborg sammen med firmaet Vinduesgrossisten.

I øvrigt videreførte Niels-Bo Riis-Jensen også et brand ved at lægge navnet over i nyt selskab med solfangervirksomheden Nilsol Entreprise, som blev frasolgt i 2007, hvorefter selskabet gik konkurs. Nilsol-brandet blev videreført som Nilson Jordenergi.

I 2012 gik første udgave af Scandia Windows, som Niels-Bo Riis-Jensen overtog direktørposten i 2011 i, konkurs. Det selskab blev kort før konkursen omdøbt til "Ulsted - Windows A/S".

Reddede arbejdspladser
Niels-Bo Riis-Jensen fortæller, at hvor han solgte produktionsdelen i P.T. Vinduer til Krone Vinduer med hovedsæde i Vrå, så blev salgsdelen solgt til Skanva Group, som ejer Vinduesgrossisten.

- Krone Vinduer manglede kapacitet, og derfor valgte vi at sælge produktionen til dem, så vi kunne beholde arbejdspladserne i Nordjylland, men også fordi, det gør det muligt at få en aftale på plads omkring levering af vinduer til P.T. Vinduer og Vinduesgrossisten, fortæller han.

Nu tror han stærkt på, at det nye P.T. Vinduer sammen med Vinduesgrossisten - hvor han nu har titel af partner - har et levedygtigt grundlag som handelsforetagende.

- P.T. Vinduers solide produktprogram er videreført i Skanva Gruppen. Skanva Gruppen omsætter tæt på 100 millioner og med produktion i blandt andet Baltikum tilbyder de markedet kvalitetsprodukter til meget konkurrencedygtige priser, siger han.

Gældens størrelse er uvis
I det seneste regnskab fra det konkursramte, tidligere P.T. Vinduer, var de samlede gældsforpligtelser gjort op til godt 17 mio. kroner.

Niels-Bo Riis-Jensen har ikke ønsket at oplyse, hvor stor gælden til sidst har været og hvem kreditorerne er. Heller ikke Kaj Bundgaard, adm. direktør hos Krone Vinduer, har ønsket at oplyse købssummen for fabrikken i Aabybro. Et salgsbeløb, som kunne give et peg om slutgældens størrelse.

Niels-Bo Riis-Jensen forklarer over for Wood Supply, at konkurserne i forløbet skyldes tomme selskaber, "og når et selskab er tomt, hvad skal man så bruge det til?"

Men man går vel kun konkurs, hvis der efterlades en gæld i det konkursramte selskab?

- Det må du spørge kurator om. Det har jeg ikke yderligere kommentarer til, siger Niels-Bo Riis-Jensen.

- Men du kan jo selv se i regnskabet, at der har været nogle aktiver i selskabet, tilføjer han.

Disse aktiver blev 30. juni 2015 opgjort til godt 14. mio. kroner. Mod gældens størrelse på godt 17 millioner.

Wood Supply har forsøgt at henvende sig til Boris Frederiksen, som er kurator for boet efter det tidligere P.T. Vinduer. Han er endnu ikke vendt tilbage for en kommentar.

Tidslinje


20. april 2011: Niels-Bo Riis-Jensen træder ind i Ulsted Windows A/S som investor og direktør.

17. maj 2011: Ulsted Windows A/S skifter navn til Scania Windows A/S.

26. maj 2011: Scania Windows A/S skifter navn til Scandia Windows A/S.

10. maj 2012: Scandia Windows A/S skifter navn til Ulsted – Windows A/S.

15. maj 2012: Ulsted – Windows A/S erklæres konkurs.

26. september 2012: Scandia – Windows ApS stiftes af Jens Frederik Øckenholt Skibsted.

30. juli 2013: P.T. Vinduer og Døre ApS i Aabybro erklæres konkurs.

12. september 2013: P.T. Vinduer A/S stiftes og Niels-Bo Riis-Jensen træder ind som direktør. Selskabet overtager produktionen efter P.T. Vinduer og Døre ApS.

3. april 2014: Niels-Bo Riis-Jensen bliver direktør i Scandia – Windows ApS efter Jens Frederik Øckenholt Skibsted. Selskabet producerer ikke længere.

17. marts 2016: Selskabet Skanva Salg A/S stiftes.

15. april 2016: Skanva Salg omdøbes til P.T. Vinduer A/S. P.T. Vinduer omdøbes til P.T Vinduer Produktion A/S.

21. juni 2016: Scandia – Windows ApS erklæres konkurs.

1. august 2016: Krone Vinduer overtager P.T. Vinduers produktionsfaciliteter og lager i Aabybro og overtager lejemålet.

9. august 2016: P.T Vinduer Produktion A/S omdøbes til Investeringsselskabet af den 10.09.2013 A/S

14. november 2016: Investeringsselskabet af den 10.09.2013 A/S med Niels-Bo Riis-Jensen som direktør erklæres konkurs.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097