Nu slår østarbejdere sig ned i Danmark
60 pct. af de 120.000 østarbejdere i Danmark har nu slået sig ned i landet. Stadig flere kommer til - bl.a. fra Rumænien, hvor der er mange faglærte.
Mange af de østeuropæere, der arbejder i Danmark, har nu slået sig ned i landet - bl.a. byggearbejdere.
Phd. Stipendiat Jonas Feldbo Kolding vurderer på baggrund af tal fra Styrelsen For Arbejdsmarked Og Rekruttering, at mellem 57 og 60 pct. af de godt 120.000 østarbejdere, der arbejder i Danmark, nu er fastboende. Den resterende del er pendlere, der rejser frem og tilbage eller bor her midlertidigt.
Jonas Feldbo Kolding er tilknyttet Københavns Universitet, hvor han forsker i udenlandsk arbejdskraft..
Det store antal østarbejdere arbejder især i landbrug, byggeri, rengøring, hotel og service-erhverv, men mange er også ansat indenfor industrien.
”Den tendens vi ser i Danmark til, at folk fra Østeuropa i højere grad bosætter sig i det land, hvor de arbejder, er et europæisk fænomen, siger Jonas Feldbo Kolding til I dag.dk
I år er der kommet yderligere 13.300 øst-europæere til Danmark for at arbejde.
Tilgangen har bl.a. noget at gøre med, at lande som Rumænien og Bulgarien er optaget i EU i 2007.
Lønniveauet i Danmark er ca. 13 gange så højt som i Bulgarien, og derfor har personer fra disse lande en stor tilskyndelse til at arbejde i Danmark, - også selvom de arbejder i lavtlønsjob. .
Vikarburauet Bluecollar oplyser, at der p.t. er stor efterspørgsel efter faglært arbejdskraft fra Rumænien – bl.a. svejsere og industriteknikere.
En af de virksomheder, der bruger mange svejsere fra Østeuropa er Bladt Industries.
Her har drifts-direktør Peter Rindebæk tidligere udtalt, at de østeuropæiske svejsere er bedre uddannede end de danske, og at de i højere grad ønsker at arbejde igennem, hvis de får en god akkord.