Ufærdigt Møller-projekt vakt til live i Aarhus
Arkitekten C.F. Møllers første byggeri fra 1918 er nabo til Krabbe & Partners nye ejendom, og det har haft afgørende betydning for projektet fra start til slut.
C.F. Møllers søn, arkitekt Mads Møller, er nemlig manden bag idéen til den nye fill-in ejendom i Grønnegade. I samarbejde med arkitekt Victor Galavits var Mads Møller i gang med at tegne en ejendom, som kunne læne sig op ad sin fars første arkitektopgave, da han desværre afgik ved døden i 2013.
Projektet var på daværende tidspunkt fortsat på tegnebrættet og blev efterfølgende overtaget af Holstebro-virksomheden Krabbe & Partner.
- Vi købte projektet af familien på den betingelse, at det var Mads Møllers tegninger og idéer, som skulle følges. Det var vi selvfølgelig 100 procent indstillet på, da vi med det samme kunne se, at det var en rigtig flot ejendom, som han havde udtænkt, fortæller indehaver Kristian Krabbe.
Den nye bygning er opført i syv etager med studieboliger i den nederste del. Øverst er der indrettet en toetagers penthouselejlighed med to store tagterrasser, hvor der er panoramaudsigt over Aarhus midtby og bugten.