23948sdkhjf

Vandkunsten vinder Amager Fælled

Tegnestuen står i spidsen for det team, der skal udforme masterplan for 260.000 kvadratmeter nybyggeri.
Vandkunsten, Marianne Levinsen Landskab, Dansk Energi Management & Esbensen og Norconsult-Wessberg har vundet By & Havns projektkonkurrence om en ny masterplan for Amager Fælled Kvarter.

Fem bredt sammensatte teams var prækvalificeret til konkurrencen om det sidste bykvarter i Ørestad, og her var Team Vandkunsten bedst til at formidle By & Havns vision om en grøn og blå profil, der forankrer byudviklingen i naturen syd for Grønjordssøen.

- Vi har haft fokus på at bevare mest mulig af naturområdet, og vi har lagt mange kræfter i en tværfaglig besvarelse med målsætning om at udvikle en bydel, hvor bygning og natur smelter sammen på en ny og radikalt anderledes måde. Vi kalder det naturbaserede løsninger, fortæller arkitekt og partner Jan Albrechtsen fra Vandkunsten.

Amager Fælled Kvarter er den sidste hjørnesten i byudviklingen af Ørestad, og ifølge administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen fra By & Havn vil det kommende byggeri tænke fælleden helt ind i bystrukturen.

- Planerne for Amager Fælled Kvarter binder Ørestad sammen til den helhed, bydelen fra start er tænkt som, med fire kvarterer i forlængelse af hinanden med hver deres egenart og alle med en unik nærhed til metro, natur og København city, siger han i en pressemeddelelse.

God kontakt med landskabet
Juryen fremhæver blandt andet, at vinderforslaget udmærker sig ved, at fælledens landskab trækkes helt ind mellem bebyggelserne i form af brede landskabskiler.

- Dette greb definerer og adskiller bebyggelsen i fire klart afgrænsede etaper eller kvarterer, som hver især er underopdelt i større eller mindre karréer, der på række skyder sig ud mod fælleden. De enkelte bebyggelser har gennem dette greb en god og direkte kontakt med det omgivende landskab, og de enkelte bebyggelser er bundet op på et fintmasket og sammenhængende grønt stisystem, lyder det.

Dommerkomitéen finder det samtidig yderst positivt, at et større og værdifuldt vådområde vest for det nye byområde friholdes for bebyggelse.

Skal DGNB-certificeres
I de kommende måneder skal masterplanen bearbejdes yderligere i et samarbejde mellem konkurrencevinderne, By & Havn og Københavns Kommune.

Det er By & Havns målsætning, at området certificeres efter DGNB-standarden, og den proces vil blive igangsat sideløbende.

Efterfølgende vil masterplanen danne udgangspunkt for det lokalplanforslag, som skal vedtages i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

By & Havn afholder fyraftensarrangement om projektet mandag den 31. oktober klokken 17 på Ørestad Gymnasium.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099