23948sdkhjf

Netto bygger butik i parkeringshus

Dansk Supermarked har vundet udbuddet af en ny dagligvarebutik på Bispebjerg Hospital.
Der har været stor interesse for at købe byggeretten til en dagligvarebutik i Bispebjerg Hospitals parkeringshus.

Dansk Supermarked bød højest og planlægger nu at bygge en ny Netto-butik i løbet af 2017. Byggeretten omfatter cirka 1.000 kvadratmeter i parkeringshusets stueetage.

- Der var stor interesse for at sikre sig den attraktive mulighed fra både dagligvarekæderne selv og fra developerside. Det skyldtes en kombination af meget svag konkurrence fra andre dagligvarebutikker i nærområdet, nærhed til Bispebjerg Hospital, placeringen i parkeringshuset, beliggenheden lige ud til den trafikerede Tuborgvej og et stort kundegrundlag, fortæller partner, Peter Lassen fra Colliers International, der har håndteret salget.

Et godt tilbud til patienter og personale
På hospitalet glæder man sig over at kunne føre lokalplanens oplæg om detailhandel på området ud i livet.

- Vi realiserer nu en af de allerførste idéer, vi har haft om at integrere hospitalet med byen og invitere byens borgere ind i den grønne oase, som Bispebjerg Hospital er.

- Personligt glæder jeg mig meget over, at vi snart kan tilbyde hospitalets personale og patienter adgang til indkøb, lige på vejen hjem, hvilket sikkert kan gøre hverdagen lettere for mange, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Retten til at bygge en dagligvarebutik blev solgt til højest bydende. Salgssummen skal blandt andet finansiere genopførelsen af de 40 p-pladser, som butiksarealet dækker, et andet sted på hospitalsområdet.

Afdæmpet facadeudtryk
Den nye Netto-forretning skal passe ind i et parkeringshus, der er tilpasset et fredet område. Både Region Hovedstaden og Københavns Kommune skal derfor godkende butikkens ydre udtryk, før den etableres. Det skal sikre, at facaderne har samme karakter som parkeringshusets facade.

Fra Netto ser man det som en naturlig forudsætning, at parterne bliver enige:

- Jeg er sikker på, at vi finder en god løsning sammen med kommunen og hospitalet. Det vigtigste for os har været den gode placering i nærområdet – en god måde at skilte på er i alle parters interesse, konstaterer udviklingschef Carsten Hadsbjerg fra Netto Danmark.

Arbejdet med at etablere butikken begynder, når projektet er blevet behandlet af Københavns Kommune. Det sker formentlig i første kvartal af 2017, og butikken forventes at åbne senere i 2017.

- Den kommer til at føles lidt større end andre i Københavns-området. Vi har mange gode, loyale kunder i Nordvest-kvarteret, men i dag ligger de nærmeste butikker et stykke væk, siger Carsten Hadsbjerg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11