Store hotel- og konferenceplaner i Nordjylland
Et af Danmarks mest ambitiøse hotelprojekter er tæt på at blive en realitet i Aalborg-bydelen Lindholm.
Projektet - der har ejendomsmanden Henrik Bach Nielsen i spidsen - er på 38.000 m2 og forventes at løbe op i en samlet anlægssum på 550 mio. kroner. Ifølge Børsen er de politiske forhold stort set på plads, ligesom drøftelserne med en mulig hoteloperatør er langt fremme:
- Hvis alt går i orden, kan vi allerede få en aftale på plads med operatøren inden årets udgang. I bedste fald stikker vi spaden i jorden allerede til næste år, siger Henrik Bach Nielsen.
Vil konkurrere med hovedstaden
Projektets målgruppe er erhvervssegmentet, og initiativtageren håber på den front at trække i de virksomheder, som ellers hælder til at vælge København:
- Projektet giver mulighed for at gøre Aalborg til en endnu stærkere konferenceby og et seriøst alternativ til de store hoteller i hovedstadsområdet. Hotellet vil understøtte kommunens bestræbelser på at tiltrække videnstunge virksomheder og institutioner, siger Henrik Bech Nielsen og fremhæver beliggenheden kun fem minutter fra Aalborg Lufthavn.
Afsæt i historisk bygning
Omdrejningspunktet for projektet er en næsten 100 år gammel cementfabrik, hvis arkitektur og originale udtryk bevares. I fabrikken placeres reception, restauranter, butikker og et differentieret værelsessegment, mens der yderligere er planer om at opføre et eller to hoteltårne med en højde på 60 meter. Disse vil indeholde businesslounge, VIP-mødefaciliteter, dobbeltværelser og suiter.
Aalborg har siden 2004 oplevet en årlig vækst på mere end 20 % i antallet af udenlandske gæster med overnatningsbehov.
Kilde: Børsen