Developer forsøger sig med byttehandler
Et storstilet boligprojekt i feriebyen Løkken sælger ikke så godt som håbet, så nu prøver udvikleren Kaae Gruppen med nye salgsmetoder: Giv os dit sommerhus og få en andelsbolig.
Her tre år efter rejsegildet er 32 huse opført, hvoraf de 25 er solgt. Køberne er blevet mere tilbageholdende end tidligere, og desuden er dyrere byggematerialer blevet et ikke uvæsentligt problem for projektet:
- Vi skal slås for projektet, siger Kaae Gruppens Jørn Eriksen til Nordjyske og løfter sløret for en helt ny salgsstrategi. Virksomheden vil fremover forsøge at få husene afsat ved at tilbyde at overtage potentielle køberes sommerhuse:
- Vi henvender os til sommerhusejere i den modne alder - folk, der har overvejet at sælge deres sommerhus. Hvis vi kan finde en passende byttepris, er vi villige til at overtage sommerhuset mod at de køber at hus i Josefines Have, forklarer han.
Kaae Gruppen arbejder som investor og bygherre i udviklingsfasen og har kontorer i København og Århus. Virksomheden realiserede i 2007 et underskud før skat på 8,5 mio. kroner.
Kilde: Nordjyske