23948sdkhjf

Dansk rådgiver nomineret til bropris

Ingeniørvirksomheden har to projekter med i finalen ved European Steel Bridge Award
Den Europæiske Bropris bliver uddelt hvert andet år, og ved årets prisuddeling har det danske firma ISC Rådgivende Ingeniører A/S to muligheder for at snuppe prisen i kategorien for vej- og jernbanebroer, idet de står for to af de tre nominerede projekter i kategorien.

Det drejer sig om Odins Bro over Odense skibsfartskanal, der er Europas længste svingbro, og Sundsvall Broen i Sverige - en halvanden kilometer lang stålbjælkebro over Sundsvallfjorden, beliggende cirka 400 kilometer nord for Stockholm.

Finalisterne er udvalgt blandt 30 indsendte broprojekter, og nomineringen er foretaget af en europæisk jury bestående af arkitekt- og ingeniøreksperter i brobyggeri. Det skriver ISC i en pressemeddelelse. Kåringen af vinderen vil finde sted i november 2016 ved en prisuddeling i Stockholm.

Prisvant virksomhed
Kjeld Thomsen, stifter og direktør i ISC, er selvsagt glad for nomineringerne, der udover anerkendelse også tjener firmaet i fremtiden som markedsføring.

- For at blive prækvalificeret til mange af de store projekter skal man kunne dokumentere sine bedrifter, og her fungerer broprisen som en rigtig god reference, siger han til Licitationen - Byggeriet Dagblad.

Begge de nominerede projekter er tidligere blevet belønnet med priser.

Odins Bro modtog i 2014 IABES’ (International Association for Bridge and Structural Engineering) danske bropris. Sundsvall Broen fik i 2015 The European Structural Steel Design Award.

ISC har desuden gennem årene modtaget ECCS´ Steel Design Award for "Outstanding" Design hele 6 gange, hvoraf den femte blev overrakt i Venedig for design af Øresundsbroen, hvor ISC var partner i ASO-gruppen, der vandt den internationale projektkonkurrence.

ISC, stiftet i 1967, har cirka 250 medarbejdere ansat, hvoraf omkring 85 % er ingeniører. Virksomheden har hovedkontor i København og afdelinger i Kalundborg, Kolding, Esbjerg, Viborg og Aalborg.

Derudover er der et kontor i Wellington i New Zealand. Firmaet er et aktieselskab, og aktierne er samlet i selskabet ISC Holding A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128