Branchen har ventet spændt: Nu er de her!
Nye og mere operationelle IKT-specifikationer er netop udkommet.
Det er nu sket, og de nye IKT-specifikationer er udviklet på baggrund af en grundig evaluering samt ikke mindst en bred involvering af aktører fra byggebranchen.
- Der var et klart ønske fra branchen om at få lavet forskellige modeller, som man kan tilpasse det enkelte byggeri. I de nye IKT-specifikationer introducerer vi derfor tre modeller for at stille de IKT-krav, der fremgår af IKT-bekendtgørelsen, siger Gunnar Friborg, produktchef i Byggeriets Videnscenter, der er etableret i foråret 2016 ved en sammenlægning af Bips og Byggecentrum.
Modellerne A, B og P
De tre modeller benævnes A, B og P, og de kan anvendes samlet for alle de stillede krav til IKT-ydelser eller enkeltvis for hver af ydelserne.
A-modellen er den meste basale. Den sikrer, at bygherren, der ikke har ret mange specifikke ønsker, kan få opfyldt IKT-kravene. Her er specifikationerne ikke så detaljerede, og model A efterlader derfor en højere grad af frihed til rådgiverne.
B-modellen er den mest gængse. Det er den fælles praksis, der bringer de fleste de-facto standarder for værktøjer i brug, som byggeriet normalt betjener sig af. B-modellen vil i høj grad tilfredsstille de fleste bygherrers behov og ønsker.
Den sidste model er P-modellen. P’et står for projektspecifik, og modellen er udviklet for bygherrer med helt specielle krav. Her kan man eksempelvis vælge at tage udgangspunkt i A- eller B-modellen, men føje til og trække fra specifikationerne af de enkelte ydelser, som det nu passer til behovet.
Her er videncentrets anbefaling
På baggrund af det store evaluerings- og udviklingsarbejde, der ligger bag de nye IKT-specifikationer, er det Byggeriets Videnscenters anbefaling, at man bruger B-modellen som standard.
- Vi anbefaler, at man arbejder med B-modellen som udgangspunkt for de fleste projekter uanset om det gælder offentligt eller privat byggeri eller det gælder nybyggeri, renovering eller alment byggeri. Med B-modellen kan bygherren både være sikker på, at alle krav er stillet præcist, og at opfyldelsen af kravene sker ved anvendelse af de metoder og værktøjer, som flest i branchen betjener sig af, siger Gunnar Friborg og fortsætter:
- Overordnet handler IKT-specifikationer og IKT-procesmanual om at skabe et bedre og mere præcist samarbejde blandt byggeriets parter og samarbejdspartnere til fælles fordel. Modellerne giver både bygherrer og leverandører et enkelt, standardiseret grundlag at få opfyldt IKT-kravene på. Derudover har modellerne jo den store fordel, at vi derigennem sikrer, at IKT-bekendtgørelsens krav bliver opfyldt. Endelig giver IKT-modellerne både den erfarne og den uerfarne bygherre et godt, fælles grundlag at arbejde med IKT ud fra.
Fakta om A102 IKT-specifikationer 2016
Værktøjet består af:• Anvisning – indeholder vejledning og basistekst
• Paradigme til IKT-specifikationer
• Tre eksempelsamlinger for klassifikation, udbud med mængder og aflevering til drift
• IKT-procesmanual – paradigme (samarbejdsdokument for parterne/leverandørerne)
Byggeriets Videnscenter udbyder i efteråret kursus om de nye IKT-specifikationer. Kurset ledes af Tore Hvidegaard fra 3dbyggeri Danmark, som har været projektleder for revisionen af specifikationerne. Der er endnu ikke offentliggjort datoer for kurset.