23948sdkhjf

410 nye almene boliger i Ørestad

Etableringen af ny bydel ved Bella Center tager for alvor fart.
Torsdag den 1. september ved middagstid stak Københavns overborgmester Frank Jensen og formand for boligselskabet Fsb Steen Søndergaard Thomsen spaden i jorden til de første af i alt 410 almene boliger, som frem mod udgangen af 2020 vil skyde op i det nye byområde "Bellakvarter" ved Bella Center.

Projektet er døbt ”Skyttehusene” og er et led i politikernes bestræbelser på at sikre et mere mangfoldigt København.

- Med de nye almene boliger i Bellakvarteret kan familier og unge få en god, billig bolig tæt på grønne områder i ét af Københavns nye, attraktive kvarterer, siger Frank Jensen.

Byggeriet er opdelt i fire etaper, hvoraf den første, som nu er igangsat, kommer til at bestå af 62 familieboliger samt 10 mindre boliger. Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet projektet, som opføres af Dyrlund Sørensen i totalentreprise.

Det næste byggeri med 42 familieboliger er lagt i hænderne på HHM, AI og Arne Elkjær og går efter planen i gang i midten af oktober.

Når samtlige fire etaper er gennemført, vil Fsb have opført 217 familieboliger, 171 ungdomsboliger og 22 boliger til socialt udsatte i Bellakvarter – i alt knap 23.500 etagemeter.

- Fsb har nu i 80 år været med til at bygge hovedstaden, så det er kun naturligt at bidrage til at opfylde boligbehovene. Nu sætter vi spaden i jorden, og når vi er færdige har København fået 410 nye boliger fordelt på familieboliger, helt små billige boliger og ungdomsboliger. Det er meget tilfredsstillende, siger formand Steen Søndergaard Thomsen.

Etape 3 og 4 med henholdsvis 64 og 54 boliger er begge tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Moe. Disse byggerier udbydes senere i totalentreprise og forventes igangsat i marts 2017.

Hos Fsb oplyser projektleder Ea Jennie Ovedal Nielsen, at der yderligere er planer om at opføre cirka 170 ungdomsboliger. Disse afventer dog nedrivning af en eksisterende bebyggelse, og der vil formentlig gå nogle år, før byggeriet påbegyndes.

Om Bella Kvarter

Ambitionen for Bella Kvarter er at skabe en bydel med 5.000 beboere og flere end 7.500 arbejdspladser. Det skal være et kvarter, som er godt at bo i, og som kan styrke Bella Centers visioner om et konferencecenter i verdensklasse.

Det er Bella Centers projektselskab, Bellakvarter Projektselskab A/S, der er bygherre på det gigantiske projekt, og masterplanen er udviklet i samarbejde med Tetris, Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Cobe Architects.

Hensigten er, at Bellakvarters byrum kommer til at ligne Københavns indre brokvarterer. Ifølge arkitekterne er det en ny måde at tænke konference, udstillinger og events sammen med byliv, boliger og lokalmiljøer - med sammenhæng til metroen og resten af Ørestad.

I alt skal der opføres 2.000 boliger og 100.000 kvadratmeter erhverv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109