Dalende omsætning medfører fyringer hos NCC
Omsætningen i NCC Construction Danmark er faldet med mere end 25 %, og det fører nu til afskedigelse af 50 funktionærer.
Det var i går ordene fra administrerende direktør Torben Biilmann ovenpå et medarbejdermøde i NCC Construction Danmark. Her informerede han og den øvrige ledelse medarbejderne om, at 50 stillinger nedlægges inden for den nærmeste fremtid.
Biilmann havde ellers kort forinden - i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets regnskab for tredje kvartal - givet udtryk for, at entreprenørdelen er ”i klar fremgang”, men fremgangen har altså ikke været tilstrækkelig til at undgå fyringer.
NCC oplyser, at fyringerne kommer som konsekvens af et fald i nettoomsætningen på 904 mio. kroner - eller godt 27 % - og det er alle NCC’s forretningsområder, som berøres af beslutningen.
De afskedigede medarbejdere skal først og fremmest findes blandt selskabets funktionærer. NCC Construction Danmark har 1.535 ansatte, hvoraf de 759 er funktionærer.
Læs mere:
Byggegigant forbedrer bundlinjen