Betonvirksomhed vender udviklingen
Nye ordrer og ikke mindst et nyt forretningsområde i form af betonprodukter til jernbaneanlæg og perronbyggerier har ændret troen på tilværelsen hos Byggebjerg Beton. Her er fyringer og krisesnak nu afløst af blomstrende optimisme.
Agerskov-virksomheden fyrede flere medarbejdere tidligere på efteråret, men nye ordrer og aktiviteter har nu vendt situationen:
- Vi har fået nye ordrer, ligesom ordreproduktion, der blev sat midlertidigt i bero, mens finanskrisen i oktober var på sit højeste, atter er frigivet til produktion. Samtidig hermed udvides aktiviteterne nu med et nyt forretningsområde. Det er en meget positiv udvikling. Den betyder, at vi indtil videre kan fastholde beskæftigelsen af vores 60 medarbejdere, der nu også skal i gang med at fremstille nye produkter, forklarer direktør Anker Wind Norup.
Det nye forretningsområde er betonprodukter til jernbaneanlæg og perronbyggerier og er kommet ind ad døren som konsekvens af, at Byggebjergs søsterselskab - Dansk Auto-Værn - har købt den gamle DSB-virksomhed Betonstøberiet.
Nyt selskabs aktiviteter splittes op
Betonstøberiets produktionsfaciliteter brændte ned i sommer, og virksomheden indledte i den forbindelse et samarbejde med Dansk Auto-Værn. Det har nu ført til en overtagelse, men eftersom Dansk Auto-Værn ikke har den fornødne ekspertise til at overtage hele Betonstøberiets portefølje, er en del af aktiviteterne sendt videre til Byggebjerg:
- Dansk Auto-Værn opererer ikke inden for dette område (red: betonprodukter til jernbaneanlæg og perronbyggerier), men det passer perfekt ind i Byggebjerg Betons forretningskoncept. Derfor bliver salg og produktion af disse produkter nu overtaget af vort søsterselskab, mens den resterende del af Betonstøberiets program bliver overtaget af Dansk Auto-Værn, siger Kaj Villy Jensen, der er administrerende direktør hos Dansk Auto-Værn.
Han oplyser videre, at den resterende del dækker over trafiksikringsprodukter som fx chikaner, helleanlæg og elementer til rundkørsler. Disse vil dog fortsat være ejet af Betonstøberiets ejer, Flemming Krause.
Kilde: Byggebjerg Beton