23948sdkhjf

Fuld fart på Nordbornholms Byggeforretning

Nordbornholmsk entreprenør har fuld fart på og er blandt andet i gang med et nyt besøgscenter til Hammershus
Direktør og indehaver af Nordbornholms Entreprenørforretning, Kim Christensen, kommer farende til et meget impulsivt møde med Licitationen - Byggeriets Dagblad, og man kan mærke, at det er noget, der passer ham godt, for der er ikke langt fra tanke til handling hos den høje entreprenør. Han farer fra byggeplads til byggeplads, for han har fået nok at se til på Østersøens Perle.

Der er nemlig blevet travlt på Bornholm, når det gælder byggesektoren. En række større opgaver skal løses, og det er sådan lidt ”oveni hinanden”, som han formulerer det. Han er dog vant til, at arbejdsmængden kan svinge lidt.

”I perioder, hvor vi har mindre at lave, opkøber vi nogle huse, renoverer dem og udlejer eller sælger dem igen, men det sidste stykke tid har vi da haft nok at gøre med forskellige nye projekter på øen, blandt andet projektet her”, siger han og peger ned mod det nye besøgscenter, som er ved at skyde op af jorden med nærmeste og smukkeste udsigt til middelalderborgruinen Hammershus på det nordlige Bornholm, ikke langt fra de sammenvoksede landsbyer Allinge-Sandvig.

Det er en udfordrende opgave, for besøgscentret skal forankres grundigt i klipperne, så det ikke kan flytte sig. For at det kunne lade sig gøre at bygge på stedet, har man måttet sprænge nogle klippestykker væk, så der kunne blive et plateau at bygge på.

Stor bevilling

Naturstyrelsen har fået en bevilling på 92,5 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål til et samlet projekt, der både skal bevare og udbygge formidlingen af Hammershus. Seks arkitektfirmaer kom med forslag til det kommende besøgscenter ved borgruinen, men det var Arkitema Architects i samarbejde med arkitekt professor Christoffer Harlang, som løb med sejren.

Det nye besøgscenter bliver opført, så det føjer sig ind i landskabet cirka 200 meter øst for Hammershus og adskilt fra borgen af den øvre del af naturområdet Mølledalen. Her bliver centret bygget på skråningen overfor Hammershus. Taget bliver en promenade af certificeret bornholmsk eg fra statsskovene. Egetømmeret er omhyggeligt opskåret og forarbejdet af Østerlars Savværk. De besøgende vil kunne gå direkte fra terræn ud på besøgscentrets tag og nyde udsigten derfra. Både fra tagpromenaden og fra besøgscentrets vinduer nedenunder bliver der storslået udsigt mod ruinområdet. Der bliver en gangbro på pæle mellem borgruinen og besøgscentret – ligeledes beklædt med bornholmsk eg.

Helt unikt

Tirsdag den 9. februar startede Nordbornholms Byggeforretning arbejdet. Besøgscentret bliver indrettet med topmoderne udstillinger, cafeteria, butik og andre publikumsfaciliteter og får et samlet areal på cirka 1000 kvm.

”Vi er utrolig glade for, at det spændende byggeri nu går i gang i samarbejde med lokale håndværkere. At det har været længe undervejs, er et vilkår, når man vil bygge så unikt et byggeri på en endnu mere unik placering. Vi har tårnhøje forventninger og er overbevist om, at det kommende center bliver til gavn for gæster, kultur og natur. Det er en løsning, som vi tror og håber vil vække begejstring både lokalt, nationalt og internationalt”, siger skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen Bornholm i en pressemeddelelse om projektet.

Når Hammershus Besøgscenter står færdigt, bliver det nuværende besøgscenter – Slotsgården – revet ned. Derved åbnes landskabet foran Hammershus, og borgruinen bliver synlig fra nye spændende vinkler. Visionen er, at landskabet og naturen fra Hammershus til Allinge-Sandvig skal være rig, storslået og rekreativ – og dermed spille endnu bedre sammen med de mange spændende tanker om udviklingen på Nordbornholm. Det nye besøgscenter forventes at stå klar i sommeren 2017.

I mellemtiden kan medarbejderne hos Bornholms Entreprenørforretning nyde noget nær den smukkeste byggeplads i kongeriget, mens de støber fundamentet til det nye besøgscenter.

Renovering af Hammershus
Den bornholmske borgruin Hammershus skal restaureres og får i den forbindelse tilføjet et nyt besøgscenter
Det samlede projekt omfatter restaurering af ruinen, men det væsentligste element er besøgscenteret, der skal formidle viden om Hammerhus og landskabet omkring borgruinen på det nordlige Bornholm
Besøgscentret bliver indrettet med udstillinger, cafeteria, butik og andre publikumsfaciliteter og får et samlet areal på cirka 1000 kvm
Seks arkitektfirmaer konkurrerede om besøgscenter-projektet. Vinder blev arkitekt, professor Christoffer Harlang i samarbejde med tegnestuen Arkitema Architects
Besøgscenteret bliver bygget, så det føjer sig ind i landskabet cirka 200 meter øst for Hammershus og adskilt fra borgruinen af en kløft. Vinderforslaget omfatter også en gangbro på pæle mellem borgruinen og besøgscenteret
Naturstyrelsen står for det samlede projekt, som støttes med 92,5 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
Besøgscenteret åbner til næste år
Kilde: Naturstyrelsen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094