Nyt innovations- og uddannelsescentrum på Århus Havn
Århus Havns ”Nordlige Bastion” skal i løbet af de næste fem år omdannes til nyt center for uddannelse og innovation. Prisen ventes at blive i omegnen af 750-800 mio. kroner.
Det står fast, efter Ingeniørhøjskolen i Århus, INCUBA Science Park og Århus Maskinmesterskole har indgået en aftale med Århus Kommune om at købe en byggegrund og opføre et fælles erhvervsrettet innovations- og uddannelsescenter.
Det 35.000 m2 store center kommer til at ligge på havnens såkaldte Nordlige Bastion. Her bliver der 19.000 m2 til Ingeniørhøjskolen, 6.000 m2 til Maskinmesterskolen, mens INCUBA Science Park kommer til at lægge beslag på de resterende 10.000 m2 af det seks etager høje byggeri.
Vil styrke erhvervsudviklingen
Opførelsen af det nye byggeri påbegyndes i efteråret 2011. Byggeriet får seks etager, og skolerne og forskerparken planlægger at opføre blandt andet fælles kantine, laboratorier og værksteder.
Byggeriet forventes at koste 750-800 mio. kroner og vil ifølge direktør Niels Chr. Sidenius fra INCUBA Science Park komme til at styrke områdets erhvervsudvikling markant:
- Det tætte naboskab og samarbejde med forskere, undervisere og studerende på Ingeniørhøjskolen, Maskinmesterskolen og Aarhus Universitet er en attraktiv mulighed for at styrke iværksætteri og innovation i Århus og i hele Midtjylland, siger han og fortsætter:
- Vi giver vidensinstitutionerne redskaber til at fremme kommercialisering af forskning og innovative ideer, ligesom vi kan trække på skolernes ressourcer i udviklingen af virksomheder, der kommer til udefra.
I løbet af 2009 gennemføres en konkurrence, som vil afgøre, hvordan byggeriet skal tage sig ud og finde frem til, hvem der skal tegne og opføre det store hus. Udbudsformen er totalentreprise med forudgående prækvalifikation.
Før byggeriet går i gang, skal en del af havnebassinet inddæmmes i området ved Pier 2.
Kilde: Ingeniørhøjskolen i Århus