23948sdkhjf

Beck & Jørgensen når markant milepæl

Astma-Allergi Danmark siger for første gang god for en indendørsmaling.
Malingsproducenten Beck & Jørgensen lancerer nu, Care 5, Danmarks første og foreløbig eneste maling med allergimærket: Den Blå Krans.

Malingen er uden konserveringsstoffet MI (Metylisotiazolinon) og lignende, der kan fremkalde allergi. MI, der også bruges af kosmetikbranchen, har i de senere år fået negativ opmærksomhed på grund af stoffets allergifremkaldende effekt, og fordi der helt særligt er set allergiske reaktioner i forbindelse med afdampning fra malingen.

Et års arbejde
Care-5 malingen er blevet til efter et års grundigt forarbejde og i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. En proces der ikke har været uden udfordringer for producenten.

- Fordi kvalitetsmaling typisk indeholder cirka 20 forskellige stoffer og op til 60 delkomponenter, som ofte produceres af store kemivirksomheder i udlandet, der ikke altid kan tage selvstændigt hensyn til en mindre dansk producents særlige ønsker. Men også herfra oplevede vi imidlertid en positiv interesse og et konstruktivt samarbejde, fortæller produktchef hos Beck & Jørgensen, Jesper Hougesen.

I arbejdet med at udvikle den nye Care 5-maling har Beck & Jørgensens udviklingslaboratorium imidlertid fundet frem til, at det er muligt at erstatte blandt andet MI med ny form for konservering og opnå den samme konserverende effekt - men med en minimeret risiko for allergiske reaktioner, eksempelvis hudallergi. Nærmere detaljer er naturligvis forretningshemmeligheder, der kun er delt med Astma-Allergi Danmark.

Forventer ikke at markedet eksploderer
Ellers er man hos Beck & Jørgensen meget tilfreds med både det færdige resultat og samarbejdet med Astma-Allergi Danmark omkring Care 5:

- Hos Beck & Jørgensen har vi gennem mange år fokuseret på de miljømæssige udfordringer vedrørende branchens produkter. Bl.a. har vi tidligere også fået tildelt EU’s miljømærke ”blomsten” for et andet produkt, som de første på dette område i Danmark. På den måde er lanceringen af Care 5 en helt logisk følge. Som mindre producent er vi stolte af at have nået denne milepæl og ikke mindst Astma-Allergi Danmarks positive analyse og efterfølgende mærkning og anerkendelse. Vi glæder os naturligvis også på kundernes vegne, siger Jesper Hougesen.

Om forventningerne til det fremtidige salg er Beck & Jørgensens salgsdirektør, Claus Bjørn, optimistisk på længere sigt men også realistisk forsigtig her og nu:

- Vi er glade for nu at kunne tilbyde vore kunder Care 5 som supplement til vores øvrige produkter men forventer ikke, at markedet i morgen eksploderer til vores fordel, skønt vi sender Care 5 på markedet til en pris, der kun ligger 30 pct. over gennemsnitsprisen på tilsvarende kvalitetsmaling blandt vores egne produkter, understreger Claus Bjørn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078