Byggeriets håndværkere er blevet mere effektive
Ny rapport hævder, at det er rådgiverne som er skyld i prisstigningerne i byggeriet. Håndværkerne arbejder nemlig hurtigere i dag end for 15 år siden.
Det er den korte konklusion på en ny rapport fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, som sætter fokus på byggeriets produktivitet. Rapporten viser, at håndværkerne i dag er syv mand om at udføre det arbejde, som for 15 år siden krævede 10 mand:
- Det er glædeligt, at produktiviteten i nybyggeriet nu stiger og dermed bidrager til at gøre byggeriet billigere. Men det hjælper ikke så meget, når de andre led i byggeriets værdikæde ikke følger med, siger kontorchef i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Lasse Sundahl, til Business.dk.
Med sidstnævnte henviser Sundahl blandt andet til, at blandt andre ingeniører og arkitekter fra 1994 til 2004 har øget prisen på deres ydelser med 33 %, mens byggepriserne kun er steget med 23 % i samme periode. Dermed er det nærliggende at konkludere, at det er rådgiverne, som er byggeriets fordyrende led, men det afviser Christian Lerche, direktør hos Danske Arkitekter:
- Vi kan ikke genkende de tal undersøgelsen viser, og det har vi også meddelt Erhvervs- og Byggestyrelsen, siger han.
Ifølge Business.dk vil Erhvervs- og Byggestyrelsen nu indlede en dialog med byggeriets aktører for at drøfte, hvordan de kan øge deres produktivitet og dermed billiggøre byggeriet.
Kilde: Business.dk