Frederikssund får en idrætsby
Byråd har godkendt visionær masterplan.
I byggeriets første fase skal der blandt andet bygges en ny svømmehal som erstatning for den nuværende Frederikssund Svømmehal.
Idrætsbyen kommer til at indeholde nye moderne idrætsfaciliteter til byens idrætsforeninger. Der vil også blive bygget faciliteter, som kan anvendes af alle borgere, herunder selvorganiserede idrætsudøvere og andre motionister.
- Det har været vigtigt for os, at idrætsbyen ikke kun giver mulighed for at dyrke idræt i en forening. Den skal indbyde alle borgere til spontan motion, leg, rekreative aktiviteter osv. Derfor ønsker vi også at invitere alle borgere til at komme med konkrete ideer til, hvilke aktiviteter idrætsbyen skal rumme udover de klassiske idrætsfaciliteter, fortæller borgmester John Schmidt Andersen (V).
På et åbent borgermøde i efteråret 2016 vil alle borgere således få mulighed for at komme med idéer til, hvilke aktiviteter og faciliteter, der skal være i idrætsbyen. På mødet vil der være særligt fokus på faciliteter til de borgere der ikke er engageret i en idrætsforening. Herunder ideer til eventuelt midlertidige aktiviteter i de områder af idrætsbyen, som først tages i brug i forbindelse med senere byggefaser.
Opbygningen af idrætsbyen inddeles i flere faser. I første omgang er der afsat 121 mio. kr. som blandt andet skal gå til en ny svømmehal, fodboldbaner og lokaler til omklædning og sociale aktiviteter.
Hvilken type svømmehal, der skal bygges, og det præcise omfang af de andre faciliteter i fase 1, tager Byrådet beslutning om sidst i august 2016. Der vil frem til den beslutning være dialog med svømmeklubber, andre brugere af svømmehallen samt fodboldklubberne. Første spadestik til byggeriet i fase 1 forventes at blive taget i løbet af sommeren 2017.
Link til Keingarts masterplan for Frederikssund Idrætsby