Tagpap-gigant varsler tilbagegang
Ifølge Icopal-chef, Miguel Kohlmann, handler det ikke længere om, hvorvidt 2009 bliver et svært år for virksomheden. Det er snarere et spørgsmål om, hvor svært det bliver.
- Budgettet for 2009 bliver et af de mest udfordrende budgetter, vi har lagt. Hver uge kommer nye meldinger om den økonomiske udvikling. I en så volatil økonomi, hvor udsigterne skifter konstant, er det vanskeligt at fastsætte en målsætning, siger koncernchef Miguel Kohlmann til Børsen.
Bekymringerne skyldes udsigten til en særdeles hård periode i den europæiske og amerikanske byggeindustri - en periode som vil sætte store begrænsninger for markedets investeringsmuligheder:
- Likviditeten strømmer ud af markedet, og der er ikke penge til store investeringer. Vi forventer en negativ vækst i byggeindustrien fra 5 % til 15 % på de forskellige europæiske markeder, forklarer koncernchefen, der tiltrådte i stillingen pr. 1. juli.
Icopal har valgt at skyde budgettet for næste år så længe som muligt. Det skyldes, at de nuværende prognoser er så korte, at det lige nu er meget svært at spå præcist, hvad der kommer til at ske i 2009. Samtidig nedjusterer man forventningerne til 2008. De ligger i følge koncernchefen pænt i forhold til konkurrenterne men når ikke op i nærheden af tallene fra, hvor overskudsgraden lå på 6,7 %.
Omkostningsstyring på dagsordenen
Ifølge Miguel Kohlmann er nøgleordet i den kommende tid omkostningsstyring. Der skal således større fokus på effektivitet og strømlining:
- Omkostningsstyring er vigtig for os nu. Vi ser de faste omkostninger igennem, og forsøger at bringe dem ned. Som resultat vil vi i begyndelsen af næste år være 220 færre ansatte på verdensplan, forklarer Kohlmann, der pt. har omtrent 4.400 medarbejdere under sig.
Icopal-koncernen har en proforma-omsætning på 1,2 mia. euro og opererer med 37 fabrikker og 95 salgsvirksomheder fordelt på 30 lande.
Kilde: Børsen