23948sdkhjf

Boligbyggeri lukker Aalborgs ”The Wall”

Over 20.000 kvadratmeter er siden 2010 opført i det tidligere så nedslidte område ved Østerbro Brygge.
Arkitekterne Bjørk & Maigård står sammen med Cowi bag byomdannelsen omkring Østerbro Brygge.

Projektet har fået betegnelsen ”The Wall”, fordi områdets nye boligbyggerier lukker bebyggelsen mod den stærkt trafikerede Nyhavnsgade.

I sidste uge var der rejsegilde på de 89 ungdomsboliger og to ejerlejligheder, som afslutter ”The Wall”. Arne Andersen Vrå A/S er totalentreprenør på byggeriet, der bærer navnet Østerbro Brygge II, og har sammen med rådgivere fra Brix & Kamp og Krogh Madsen Arkitekter arbejdet på at tænke bygbarhed og langtidsholdbare konstruktioner ind i løsningen:

- I vores positive samarbejdsånd med Alabu Bolig er vi nået frem til en optimeret løsning, som afslutter den sidste del af den boligkarré, der løber langs Nyhavnsgade. Det er et meget harmonisk byggeri i et opblomstrende og attraktivt område, der er tæt på alting, siger afdelingschef Erik Pedersen fra Arne Andersen Vrå.

Byggeriet opføres i seks etager, og de 89 ungdomsboliger får alle to værelser med eget bad og køkken, delvist lukkede glaskarnapper samt egne syd- og vestvendte terrasser med udsigt til grønt gårdrum og opholdsarealer. To ejerboliger opføres på sjette etage.

Over 20.000 kvadratmeter er opført på Østerbro Brygge siden 2010, hvoraf Alabu Bolig står som bygherre på 40 procent af disse kvadratmeter, herunder Østerbro Brygge II.

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), deltog i rejsegildet, og han glæder sig over det voksende boligudbud:

- Vi har mellem 5.000 og 6.000 studerende på venteliste til en bolig efter sommerferien, når de unge skal begynde på deres uddannelser, så der er brug for lækkert kvalitetsbyggeri, som er med til at gøre det attraktivt at bo og læse i Aalborg. Blandingen af mennesker i et spændende boligbyggeri som Østerbro Brygge skaber en god social balance, hvor folk helt naturligt møder hinanden på kryds og tværs, siger borgmesteren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094