Betonens dårlige ry på retur?
Studerende ved Arkitektskolen Aarhus udviser stigende interesse for beton som materiale, og de unge, kommende arkitekter kan være med til at gøre op med betonens grå og triste ry.
- Det er ikke beton som materiale, men den kedelige anvendelse, der har skabt et dårligt ry. Beton behøver ikke være retvinklet og have en plan overflade. Heldigvis synes de studerende, at det er interessant at kombinere materialets æstetiske og byggetekniske egenskaber i nye former og spændende konstruktioner, fortæller arkitekt Karl Christiansen, der er professor ved Arkitektskolen Aarhus.
Nyfortolkning af Brandenburger Tor
Til daglig står Karl Christiansen i spidsen for en række forskningsprojekter om beton, hvor de arkitektstuderende er med til at eksperimentere med beton og udvikle nye teknologier og former, der også har kommercielt potentiale. Senest deltog ti studerende i en workshop i Berlin, hvor de i samarbejde med et tilsvarende antal tyske ingeniørstuderende frembragte en nyfortolkning af Brandenburger Tor.
- Resultatet af workshoppen illustrerer, hvordan beton er i stand til at kombinere æstetik med en solid konstruktion. Rigtig brug af beton skal med andre ord ikke kun være en fryd for øjet, men kan også bidrage til bæredygtigt byggeri på grund af optimeret materialeforbrug, forklarer Karl Christiansen og fortsætter:
- Mens beton ofte er udskældt i forbindelse med boligbyggeri, har materialet opnået en høj status og er ’in’ som materiale til eksempelvis gulve og bordplader. Brugt kreativt og med omtanke er det med andre ord muligt, at bane vejen for at ændre folks opfattelse af beton.
Kilde: Arkitektkolen Aarhus