Junckers vender omsider regnskabslykken
Mange års tab er foreløbig slut for gulvproducenten.

Siden 2008 har den sjællandske virksomhed akkumuleret et samlet tab på cirka en halv milliard kroner. Nu er der for første gang i otte år en sort bundlinje på lidt under en halv million.
Dels forventede Junckers på forhånd en resultatforbedring på grund af omkostningsforbedringer, skriver selskabet i sin årsrapport.
Men også omsætningen har givet Junckers vind i ryggen i 2015.
- Omsætningen er i 2015 præget af en væsentlig fremgang på eksportmarkederne, ligesom også salget i Skandinavien er styrket. Denne fremgang har kombineret med stigende valutakurser på britiske pund og amerikanske dollars resulteret i en samlet stigning i omsætningen i 2015 på 6% til 435 mio.kr. Set i lyset af den tilpasning af forretningen, der blev foretaget i 2014, hvor både en produkt- og segmentmæssig fokusering fandt sted, er omsætningsudviklingen i 2015 tilfredsstillende, skriver selskabet i rapporten.
Junckers forventer, at væksten fortsætter i 2016, men i mere behersket tempo.
Building Supply arbejder på at få en kommentar fra adm. direktør Carsten Chabert.