23948sdkhjf

Morgendagens byplanlæggere skal inspirere i Haderslev

Unge talenter fra ind- og udland bruger en uge af deres sommerferie på byudvikling i det sydjyske.
25 danske og udenlandske talenter inden for arkitektur, byggeri, planlægning og design kommer i august til at sætte deres præg på udviklingsprojektet Jomfrustien i Haderslev.

I uge 33 bruger de en uge af deres sommerferie på at deltage i Dansk Arkitektur Centers ”Sprout Talent Week” – et arrangement hvor innovationsnetværkets medlemmer arbejder med fire forskellige danske byudviklingsprojekter.

- Det glæder mig, at Dansk Arkitektur Center har øjnene rettet mod Jomfrustien. Vi er ambitiøse og vil være fremsynede i vores løsninger, og det giver udslag i, at branchen ser, at noget rører på sig i Haderslev, siger borgmester H. P. Geil.

Ser frem til at blive udfordret
Deltagerne vil fra mandag til fredag arbejde med området omkring Jomfrustien på en måde, der kan give inspiration og idéer til at løse områdets udfordringer.

Der kommer ikke til at ligge en færdig plan for området, men det bliver en god anledning til at se mulighederne for klimatilpasning og byudvikling med friske øjne.

- Vi ser frem til at blive udfordret på vores egne idéer og løsninger. Vi får 25 sæt friske, unge øjne med den nyeste viden til at kigge på området, og det kommer til at give os en masse inspiration, vi kan tage med videre til bedømmelsen af arkitektkonkurrencen senere på året, siger Søren Kistorp, der er projektleder for Jomfrustien.

Udover de dygtige studerende vil projektet også tiltrække nogle af de dygtigste i branchen fra ind- og udland. For eksempel vil det være Robert Giusti fra Institute without Bounderies, der skal lede de studerende gennem projektet i Haderslev. Han har arbejdet på flere projekter om bæredygtighed i hele verden fra Chile til New York og Milano.

Deltagerne indkvarteres på Haderslev Vandrerhjem, men selve arbejdet kommer til at foregå i de tomme bygninger på Jomfrustien 28-34.

Hele projektet afsluttes officielt i København fredag den 19. august, hvor alle studerende fra de fire projekter præsenterer deres resultater for hinanden. Udover Haderslev deltager Egedal, Aarhus og Glostrup Kommuner med projekter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095