Fynsk VVS-firma køber op på Sjælland
Pilegaard-Henriksen overtager Suså VVS i Glumsø.
Med købet udvider Pilegaard-Henriksen sine forretningsaktiviteter på Sjælland. I forvejen er Pilegaard-Henriksen landsdækkende med hovedkontor i Odense, samt afdelingskontorer og værksteder i Glostrup, Viborg, Kerteminde, Vejle og nu i Glumsø.
Ib Jørgensen, som hidtil har ejet Suså VVS, har i et stykke tid ønsket at blive en del af en større organisation. Derfor har Ib Jørgensen valgt at lade sig opkøbe af netop Pilegaard-Henriksen og få tilføjet en stor ekspertise indenfor nye forretningsområder. Hele den administrative del bliver placeret hos kompetente personer på Pilegaard-Henriksens hovedkontor i Odense.
Suså VVS skifter snart navn til Pilegaard-Henriksen A/S. Ib Jørgensen går fra at være ejer og til at blive afdelingschef i Glumsø, og det øvrige personale fortsætter.
- Jeg glæder mig til at blive en del af en stor og velfungerende organisation, fremadrettet kan jeg tilbyde mine nuværende og nye kunder flere kompetencer og arbejdsområder, siger Ib Jørgensen om salget af sit firma.
Hos køberen nævner adm. direktør Bo Jørgensen, at man får et større kundegrundlag i det midtsjællandske marked, herunder flere gaskunder og erhvervskunder, som Pilegaard-Henriksen A/S i forvejen har en del af i Ringsted.
- Vi bliver lokale og opnår en meget hurtig responstid, hvilket gør dette tiltag perfekt for os og fremtidens kunder, siger Bo Jørgensen, Pilegaard-Henriksen.