23948sdkhjf

Kreativ og velgørende betonkunst i Aalborg

Studerende fra flere uddannelsesinstitutioner krydser klinger i et kreativt sammenstød, der skal skabe kreative betonmøbler til fordel for Dansk Flygtningehjælps projekt med ”dialogbænke”.
Dialog er i centrum i mere end én forstand, når studerende fra fire forskellige uddannelser i Aalborg i uge 43 arbejder sammen for både at blive klogere på verdens vigtigste og mest anvendte byggemateriale og på hinanden. Den store Betonworkshop 2008 handler nemlig blandt andet om, at fremtidens byggerifolk lærer hinandens kompetencer at kende, så de forskellige faggrupper bliver bedre til at arbejde sammen.

Det er dog ikke kun samarbejde, der er programmet i de fire dages Betonworkshop, for når de næsten 300 studerende fra Aalborg Universitet (Byggeri & Anlæg samt Arkitektur & Design), NOEA og AMU Nordjylland samles, starter også en konkurrence.

I grupper på tværs af uddannelsesretning skal de studerende udtænke, designe, konstruktionsberegne og støbe det bedste ”dialogmøbel”, og det er kun fantasien - og 200 liter hvid beton - der sætter grænser.

- Vi har kunnet se, at det er enormt motiverende for de unge mennesker, at der er en mål med deres arbejde, så derfor har vi ikke bare et konkurrenceelement, men også en aftale med Aalborg Kommune om, at de færdige betonmøbler bliver placeret på Planetstien i Golfparken som en del af kommunens engagement i Dansk Flygtningehjælps projekt med de såkaldte dialogbænke, fortæller Frede Holst Andersen, der er leder af Center for Betonuddannelse, et samarbejde mellem Aalborg Universitet, AMU Nordjylland, Nordjyllands Erhvervsakademi, Aalborg Portland, Teknologisk Institut og Dansk Byggeri.

Dialogbænkene er en af de aktiviteter, som Dansk Flygtningehjælp har lanceret i forbindelse med, at 2008 er det officielle år for interkulturel dialog. Dialogbænkene skal invitere folk til at tale med hinanden og markere, at byen er åben for omverdenen og er med til at skabe gensidig respekt mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund.

- Det overordnede mål med Center for Betonuddannelse er, at vi får skabt sammenhæng mellem uddannelse, industri og forskning, når det handler om beton. Gennem de seneste år har vi kunnet se, at vores Betonworkshop er en fantastisk måde at bringe folk sammen, så de får lov til at vise, at de fælles initiativer virker, forklarer Eigil V. Sørensen fra AAU’s Institut for Byggeri & Anlæg.

Det er fjerde gang, Center for Betonuddannelse afholder Betonworkshop, og med næsten 300 studerende sætter Betonworkshop 2008 deltagerrekord.

Kilde: Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094