Halvering på tre år
KPC Holding kæmper mod røde tal og faldende omsætning. Medarbejderstaben er de seneste tre år skåret ned til det halve.
- Vi mærker, at der slet ikke er den efterspørgsel efter byggeri, som der har været. Det gælder helt generelt og på alle områder, siger stifter og direktør Kurt Poulsen til Børsen.
Koncernen havde for tre år siden 250 medarbejdere. I dag er der 125, og det er især bygningskonstruktører og ingeniører, der har måttet lade livet.
Ikke i krise
Kurt Poulsen sammenligner den nuværende situation med krisen i 90’erne, hvor masser af development-virksomheder måtte lade livet. Han tror dog ikke, at vi vil opleve lige så mange konkurser denne gang:
- De unge developere - der ikke har oplevet krisen fra 1990’erne - vil få det hårdt, men vi andre har lært lektien, siger han og påpeger, at hans virksomhed ikke er i krise:
- Vi er ikke selv pressede, fordi vi har indset læren i god tid og har fået reduceret vores stab.
Ifølge Børsen fik KPC et underskud på 52 mio. kroner i 2007, og samlet set har virksomheden tabt 375 mio. de senere år. Dog venter KPC i år sorte tal på driften.
Kilde: Børsen