23948sdkhjf

Direktør: Forudbetalinger skyld i likviditetsproblemer

Byggeriets likviditet er i bund, og ifølge Icopal-direktør Ole Rosgaard skyldes det, at mange byggevirksomheder i flere år har indrettet forretningen efter forudbetalinger fra kunderne.
Rede penge er efterhånden en mangelvare i byggeriet, hvor flere virksomheder er ved at være pressede på likviditeten. Hos Icopal mener direktør Ole Rosgaard, at en væsentlig årsag til problemet skal findes i, at mange byggevirksomheder i et par år har levet højt på forudbetalingerne:

- Virksomhederne får jo pengene af kunden, inden de begynder at lave noget, og dem bruger de til at spise deres andre kreditorer af med. Men når den pengestrøm så bliver mindre, kommer virksomhederne i problemer, siger han til Børsen.

Pest eller kolera
Den nuværende situation gør virksomhederne desperate, og det presser priserne i bund. Men den udvikling kan ifølge Icopal-direktøren vise sig at blive alvorlig for aktørerne i branchen:

- Det er valget mellem pest og kolera. Skal jeg tage en ordre, som jeg ved, jeg ikke kan leve af i det lange løb, men som kan holde virksomheden i gang nu? Eller skal jeg gå konkurs?

Ole Rosgaard understreger dog, at hans virksomhed ikke selv er hoppet med på den vogn. Icopal har rigeligt med likvide midler til at holde sig oven vande.

Forsigtighed er vejen frem
Det ustabile marked tvinger byggevirksomhederne til at være mere forsigtige. Der har for nylig været flere eksempler på, at en konkurs hos en større kunde kan få fatale følger, og det er et aspekt, som Icopal er meget opmærksom på:

- Vi vil ikke tabe vores penge. Heller ikke på store ordrer. Hvis vi føler, at risikoen er for stor, så vil vi hellere lade vores konkurrent tage den handel, slutter Ole Rosgaard.

Kilde: Børsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078