Betonvirksomhed fyrer 75 medarbejdere
Krisen i byggebranchen fører nu til, at Expan A/S må afskedige 25 funktionærer og 50 produktionsmedarbejdere.
Onsdag kom det frem, at i alt 50 produktionsarbejdere og 25 funktionærer nu må se sig om efter et nyt arbejde som følge af Expans bestræbelser på at tilpasse sig den vigende efterspørgsel:
- Leverancer til boligbyggeriet udgør størstedelen af vores omsætning. Så vi er altid blandt de første i byggeindustrien til at mærke nedgangstider, konstaterer HR-chef Claus Knudsen.
Nedgangen kommer ovenpå et ellers ganske flot 2007/08-regnskab, hvor Expan hentede et overskud på 54 mio. kroner. I indeværende regnskabsår gør Vejle-virksomheden sig dog hverken forhåbninger om rekordomsætning eller flotte, tocifrede overskud:
- Vi regner med et mindre plus på bundlinjen. Og så bliver udfordringen ellers at holde det niveau de kommende år. De vil efter alt at dømme også være præget af stilstand i byggebranchen .
Expan-koncernen har ovenpå fyringsrunden godt 600 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Vejle samt seks lokaliteter rundt omkring i det jyske, på Fyn og i Ringsted.
Kilde: Ritzau