EJ Badekabiner vender tilbage til standard
EJ Badekabiner har tabt næsten 40 mio. kroner over de seneste tre år. I bestræbelserne på at rette op på regnskaberne vender virksomheden nu tilbage til produktionen af de kendte standardkabiner.
En stærkt tabsgivende ordre til det franske fængselsvæsen vejer tungt i det samlede regnestykke.
EJ Badekabiner skulle i en periode på over 18 måneder stå for produktion og levering af 1400 kabiner til fem franske fængsler, men omkostningerne viste sig at være langt højere end forventet. Således er meromkostningerne opgjort til ca. 30 mio. kroner:
- Vi har betalt dyre lærepenge i den franske ordre. Derfor drosler vi ned i Frankrig og vender nu tilbage til den produktion af standardkabiner, som vi kender. Markedet for færdige badekabiner er i markant vækst både i Europa og Mellemøsten, og vi har en pæn ordrebeholdning på 150-160 mio. kr. primært i Danmark og England, siger administrerende direktør Tommy Birkebæk til Børsen.
Leverandør til OL i London
Han fortæller endvidere, at markedet for præfabrikeredeelementer - herunder badeværelser - fortsat er i kraftig vækst i Europa trods finans- og byggekrisen; især inden for hoteller og offentlige byggerier.
EJ Badekabiner er desuden udvalgt som foretrukket leverandør til OL i London, så her venter Tommy Birkekæk at kunne hente lidt plus til den trængte bundlinje.
Kilde: Dagbladet Børsen