Priskrig på vej i byggemarkeder
Byggemarkederne forudser, at afmatningen i byggebranchen vil føre til en skærpet konkurrence om gør-det-selv kunderne. Det kan betyde, at de svageste falder fra.
- Det er klart, at vi som den største kæde på markedet kan mærke, at der nu bliver bygget mindre. Men det har også været et overophedet marked de sidste tre-fire år, så før eller siden måtte der komme en opbremsning. Udsigterne har været bedre, end de er nu, og jeg vil ikke udelukke, at det opstår en skærpet priskonkurrence, siger Jens Sørensen - der er administrerende direktør i XL-Byg - til Børsen.
Kasper Baldvinsson, konsulent i DanishRetail Institute, tror, at den kommende tid for alvor vil skille fårene fra bukkene:
- Jeg tror, at vi i en periode vil se en stilstand på markedet, hvorefter jeg tror, man vil finde ud af, hvad det er for nogle kæder, der driver branchen. Og det betyder nok, at nogle må omstille sig. Tiden vil vise, hvem der formår at holde på kunderne i en afmatningsperiode, siger han.
Kilde: Børsen