Blandede fremtidsudsigter hos betongigant
Betonkoncernen Spæncom kom ud af regnskabsåret med et plus på 72,3 mio. kroner efter skat. Stigende omkostninger gør, at koncernen ikke regner med helt at kunne holde takterne i det kommende år.
Spæncom betragter resultatet som ”meget tilfredsstillende” og som et resultat af, at virksomheden har evnet at profitere af en stærk profil inden for industrielt byggeri, der generelt har haft bedre vilkår end boligbyggeriet.
Spæncom forventer at holde omsætningen i regnskabsåret 2008/09, men stigende omkostninger vil gøre et indhug i overskuddet:
- På baggrund af en tilfredsstillende ordrebeholdning ved årets indgang, og baseret på forventninger om fortsat god aktivitet - særligt indenfor industribyggeri - forventes der en omsætning for regnskabsårets 2008/09 på niveau med 2007/08. Grundet stigende omkostninger, der ikke i fuldt omfang forventes at kunne hentes dækning for i selskabets prissætning, er det forventningen, at koncernens resultat før skat og renter vil blive et tilfredsstillende resultat, dog lavere end realiseret i regnskabsåret 2007/08, skriver Spæncom i sin årsrapport.
Kilde: Spæncom A/S