Cirkulært: CE-mærkning af vinduer og døre
Dansk Byggeri udsendte i juni cirkulært 394 vedrørende CE-mærkning af vinduer og døre. Det affødte imidlertid flere spørgsmål, og nu er der kommet en tilføjelse.
Dansk Byggeri har efterfølgende været i dialog med Erhvervs- & Byggestyrelsen, da der efter Dansk Byggeris vurdering var en række uafklarede spørgsmål i forbindelse med den harmoniserede standard for vinduer og døre.
Tilføjelser til Cirkulært 394
Erhvervs- & Byggestyrelsen har bekræftet, at oplysningerne i Cirkulært 394 er i overensstemmelse med Byggevaredirektivet og den harmoniserede standard. Erhvervs- & Byggestyrelsen har endvidere erklæret sig enig i nedenstående tilføjelser til oplysningerne i Cirkulært 394:
1. Kirker, museer, fredede og bevaringsværdige bygninger er undtaget fra energibestemmelserne i BR08, hvilket principielt betyder, at der ikke er krav om at deklarere egenskaber for vinduer og døre til disse bygninger. Erhvervs- & Byggestyrelsen har oplyst, at de ikke vil udøve markedskontrol i sager, hvor der ikke er myndighedskrav til produktet. Erhvervs- & Byggestyrelsen vil derfor ikke på eget initiativ vil foretage kontrol af, at vinduer og døre til ovennævnte byggerier er CEmærket. Dette betyder efter Dansk Byggeris vurdering, at man i praksis ikke vil blive mødt med krav om at opfylde bestemmelserne om CEmærkning.
2. Det under ovenstående pkt. 1 nævnte vedrørende krav om deklarering af egenskaber og om markedskontrol, vil ligeledes gælde ved enkeltvis udskiftning af vinduer og døre i bygninger fra før 1948, hvor der ikke har været myndighedskrav til U-værdi.
3. Ved fremstilling af et enkelt vindue i et eksemplar behøver virksomheden ikke at have et notificeret organ, fx Teknologisk Institut, til at udarbejde U-værdi beregninger på vinduet eller døren. Virksomheden kan på baggrund af virksomhedens produktionskontrolsystem (FPC) og egen typeprøvning få udstedt en overensstemmelseserklæring, og dermed CE-mærke vinduet eller døren. Krav om typeprøvning kan, for elementer til levering i Danmark, opfyldes ved en U-værdiberegning.
Spørgsmål til afklaring
Der er stadig nogle spørgsmål i forbindelse med standarden for vinduer og døre, der skal afklares.
Det drejer sig om:
• Hvorvidt der er mulighed for en fælles delt typeprøvning mellem flere virksomheder af standardelementer.
• Hvorvidt det er muligt for fx sektioner under Dansk Byggeri at stille et værktøj til rådighed for medlemmerne, der opfylder kravene for CE-mærkning og som indeholder typegodkendelser og et beregningsprogram til beregning af U-værdi, der er godkendt af et notificeret organ.
Forlængelse af overgangsperioden
Dansk Byggeri har erfaret, at flere EU lande vil søge om en forlængelse af overgangsperioden for den harmoniserede standard - altså udsættelse af ikrafttrædelsesdatoen den 1. februar 2009. Dansk Byggeri har opfordret Erhvervs- & Byggestyrelsen til, at Danmark på lige fod med andre EU-lande arbejder for en forlængelse af overgangsperioden. Opfordringen skal ses i lyset af de ovennævnte behov for afklaringer, og at Teknologisk Institut, eller andre notificerede organer, ikke har tilstrækkelig kapacitet, så virksomhederne kan blive klar til at CE-mærke inden 1. februar 2009.
En eventuel forlængelse af overgangsperioden vil give sektioner under Dansk Byggeri mulighed for, i samarbejde med et notificeret organ, at udvikle standardværktøjer, der kan stilles til rådighed for medlemmerne. Det forventes, at spørgsmålet om en eventuel forlængelse af overgangsperioden tages op på et møde i kommissionen i november måned 2008. Dansk Byggeri vil derefter orientere om kommissionens beslutning, og hvilken betydning beslutningen har for medlemsvirksomhederne.
Kilde: Dansk Byggeri