Cirkulært: Effektiv fjernelse af træstøv på byggepladser og mindre værksteder
Tre gode anbefalinger til fjernelse af træstøv på byggepladser og mindre tømrer- og snedkervirksomheder sikrer, at de nye grænseværdier ikke overskrides.
Træsektionens tidligere støvmålinger er nu suppleret med målinger på håndværktøj - målinger som i højere grad afspejler værktøjets brug på byggepladser og mindre værksteder.
Anbefalinger
Målingerne viser, at grænseværdien godt kan overholdes ved enkelte tiltag:
• Anvend procesudsug på alle stationære maskiner
• Anvend støvsuger på alt håndværktøj, der frembringer inhalerbart træstøv
• Regelmæssig rengøring ved støvsugning
Nye målinger
I løbet af sommeren har Træsektionen foretaget korttidsmålinger på en række håndværktøjer, som har bearbejdet nåletræ, MDF- og spånplade. Målingerne er udført for at få et overblik over den øjeblikkelige støvudvikling og effekten af anvendelsen af støvsuger tilkoblet værktøjet.
Der er udført målinger på disse værktøjer:
• Rundsav
• Stiksav
• Kapsav/afkorter
• Overfræser
• Båndpudser
• Excentersliber
Målemetoden
Grænseværdien er et udtryk for en 8 timers eksponering af træstøv. Denne målemetode kan ikke bruges til håndværktøjer, som kun anvendes i kortvarige perioder over arbejdsdagen. Målingerne er derfor udført som direkte visende målinger. Værktøjerne er anvendt 10-15 minutter under hver måling. Disse forcerede målinger giver derfor et godt billede af støvkoncentrationen ved almindeligt forekommende arbejdsprocesser og, ikke mindst, hvor effektiv en tilkoblet støvsuger er.
Måleresultater
Målingerne viser, at der generelt set er en god reduktion af støvudviklingen, når man anvender en almindelig værkstedsstøvsuger med driftstart/- stop.
Målingerne viser en støvreduktion på mellem 1-100 gange, afhængig af værktøj og hvilket materiale der bearbejdes. Selv om de målte støvkoncentrationer ikke direkte kan sammenlignes med grænseværdien, viser resultatet, at grænseværdien for træstøv godt kan overholdes ved almindelige forekommende arbejdsprocesser - når bare værktøjet er tilkoblet en støvsuger.
Støvsugere
Forudsætningen for effektiv fjernelse af støv er imidlertid, at støvsuger, slanger og tilkoblinger til værktøjet passer sammen. Støvmålingerne er foretaget med værktøj og støvsuger fra én fabrikant, og alligevel opstod der småproblemer med at få tilkoblet støvsugeren til værktøjet.
Når der skal indkøbes værktøj og støvsugere, skal man derfor være opmærksom på tilkoblingsmulighederne. Er tilslutningen ikke let at håndtere, bliver støvsugeren ikke anvendt. Dette kan resultere i et påbud fra Arbejdstilsynet. Træsektionen vil drøfte problematikken med leverandørerne.
Kilde: Dansk Byggeri