Lige så populært som nyt køkken
Nyt samarbejde mellem Realia og Aalborg Universitet skal gøre energi-investeringer lige så populære som et nyt køkken.
Det er målet hos Aalborg Universitet og Realia, som netop er gået sammen om at gøre parcelhuse fra 70’erne selvforsynende med energi. Projektet involverer fire familier, som inden længe flytter ind i hvert sit parcelhus, og AAU vil løbende se på indeklimaet og måle på udviklingen i energiforbrug og elforbrug:
- Og de målinger starter allerede nu, så vi har et forbrugsmønster for familien. Efter et halvt år måler vi på husene, hvorefter de bliver renoveret. Og når vi har renoveret dem, fortsætter målingerne i to år for at se, hvor meget vi så har sparet i energi. Men også for at se, om vi har forbedret indeklimaet i boligerne, siger Adjunkt Tine S. Larsen til P4 Nordjylland.
Tine S. Larsen forklarer, at tre ud af de fire huse skal renoveres på en måde, som også rent økonomisk ville kunne fungere for Hr. og Fru Danmark, og resultaterne kan forhåbentligt være med til at gøre denne type af renoveringer mere populære hos danskerne.
Kilde: P4 Nordjylland